Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 JOSEPH CONRAD
strenge, og ned over Brystet bølgede der et vældigt Skæg.
Falks Ansigt mindede mig om denne Kentaur, og desuden
var han en sammensat Skabning — ganske vist ikke
Menneske-Hest, men Menneske-Skib. Han levede om Bord paa
sin Slæbedamper, der uafladelig for op og ned ad Floden
fra den aarle Morgen, til Duggen faldt om Aftenen. I det
sidste Straalelys fra den nedgaaende Sol kunde man langt
nede fra Strækket se hans mægtige Skæg over den hvide
Underbygning, der skummede op ad Floden for at komme til
Ankerpladsen. Man saá den hvidklædte Mands Overkrop,
det mørkebrune Skæg og nedenfor kun Tværlinierne af den
lille Kommandobros Sejldugsskærm, hvorfra Blikket gik ned
til Stævnens skarpe hvide Streg, der kløvede Flodens mudrede
Vande. Det forekom i det mindste mig, at han var
ufuldstændig, naar han var borte fra sin Baad. Og selve
Slæbedamperen saá amputeret ud, naar hans Hoved og Overkrop
ikke saás oven over Kommandobroen. Den forlod han da
ogsaa sjælden. I al den Tid, jeg laa der i Havnen, saá jeg
ham kun to Gange i Land. Den første Gang var oppe hos
mine Befragtere, hvor han kom ind med et meget
menneskefjendsk Ansigt og krævede sin Betaling for Bugseringen af
en fransk Bark Dagen i Forvejen. Anden Gang, jeg saá ham,
vilde jeg neppe tro mine egne Øjne, thi da laa han magelig
henslængt i en Kurvestol i Schombergs Billardstue.
Det var saa morsomt at se Schomberg vise, hvor han
ignorerede ham. Det paatagne derved stod i saa stærk en
Modsætning til Falks medfødte Ligegyldighed over for sine
Omgivelser. Den store Elsasser snakkede højt op til de andre
Kunder, idet han gik fra det ene lille Bord til det andet, men
naar han passerede Falks Hvileplads, tav han og saa stift
frem for sig. Falk sad med et Glas ved Siden af sig, men han
rørte det ikke. Han maa have kendt hver eneste
tilstedeværende hvid Mand — i det mindste af Navn, men han
henvendte ikke et Ord til nogen. Han viste, at han saá mig
komme ved at han bevægede Øjenlaagene, men det var det hele.
Medens han sad der tilbagelænet i Stolen, saá jeg, at han nu
og da førte begge Haandflader ned foran Ansigtet og paa
samme Tid sitrede næsten umærkeligt.
Det var en Vane, han havde, og selvfølgelig vidste jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
