Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
S
188 JOSEPH CONRAD
sad alene inde i Kahytten og syede i nogen Afstand fra
Bordet. Falk standsede i Døraabningen. Han sagde ikke et Ord,
gjorde ikke et Tegn, ikke saa meget som at bøje Hovedet, men
blot ved Blikkets tavse Sprog var det, som om han lagde sin
herkuliske Skikkelse for hendes Fod. Hendes Hænder sank
langsomi ned i Skødet, og idet hun saá op med sine klare
Øjne, lod hun sit blide, straalende Blik indhylle ham fra
Hoved til Fod ligesom et langsomt og mildt Kærtegn. Falk var
meget hed i Kinderne, da han tog Plads, og hun tog med
bøjet Hoved atter fat paa sit Sytøj. Hendes Hals var meget
hvid i Lampelyset, men Falk, der et Øjeblik skjulte sit
Ansigt i Hænderne, skælvede let. Han førte Hænderne nedad
mod Skægget, og hans Øjne forbavsede mig ved deres stive
og naturlige Udtryk — som om han lige havde drukket en
stor Slurk Alkohol. Det gik imidlertid bort, da han paalagde
os Tavshed. Ikke fordi han brød sig om det, men han holdt
ikke af at være Genstand for Folks Snak, og jeg saá paa den
unge Piges vidunderlig dejlige Haar, der var flettet i en
eneste tung Ungpigefletning. Hver Gang hun bevægede sit
fintformede Hoved, flyttede Haarfletningen sig stift hen over
hendes Ryg. Det tynde Bomuldsærme sluttede tæt som et
Skind om den fuldkomment skønne, runde Arm, og selve
Kjolen, som den sad stramt over Brystet, syntes at skælve,
som var den levende forbundet med den stærke Livskraft, der
besjælede hendes Legeme. Hvor udmærket smuk var ikke
hendes Teint, saa vel som Kindens bløde Linie og det lille
Øres rosenrøde Konkylie. For at trække Traaden ud, holdt
hun Lillefingeren lidt fra de andre Fingre, det syntes at være
et Spild af Kraft at se hende sy — altid sy — med den
flittige og nøjagtige Armbevægelse, der bestandig blev ved, paa
alle Have, under alle Himmelstrøg, i utallige Havne. Og paa
én Gang hørte jeg Falk sige til hende, at han kunde ikke ægte
en Kvinde, uden at hun vidste Besked med noget, der var
hændet ham for ti Aar siden. Det var en Hændelse en
ulykkelig Hændelse. Det vilde berøre Indretningen af deres
Husførelse, men naar han først engang havde fortalt hende det,
behøvede de ikke at komme tilbage til den Ting, saa længe de
levede. „Jeg ønsker, at min Hustru maa komme til at holde
af mig, men denne Hændelse har gjort mig ulykkelig.“ Og
hvorledes kunde han — spurgte han os — leve Aar efter Aar
S RN
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
