Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I MORGEN 221
kittet, og han tog begærligt imod Pengene. Han undte ikke
sig selv det allerringeste, og naar han forlod hende for at
foretage sine Indkøb, forandredes hans Holdning, saa snart
han kom hen til Gaden. Naar han var borte fra hendes
medlidende Billigelse, følte han sig forsvarsløs, og han listede sig
af Sted langs Husvæggene. Han kunde ikke lide Menneskene
i Byen, og dog var Børnene forlængst holdt op med deres
Raaben efter ham, og i Butikkerne blev han betjent uden at
der blev sagt et Ord til ham. Den mindste Hentydning til
hans Paaklædning forvirrede og ængstede ham umaadeligt,
som om det var noget ganske uveniet og uforstaaeligt.
Om Efteraaret slog Regnen mod hans Sejldugstøj, der var
mættet med Olie, saa det næsten var stift som en Jernplade,
og Vandet gled ned ad de blanke Flader. Naar Vejret blev
for slemt, trak han sig hen under det lille Tag over Døren, og
med Ryggen lænet mod denne, betragtede han Spaden, der
stod plantet midt ude paa Jordstykket. Det var i den Grad
gennemgravet, at det i Vinterens Løb blev til en
Hængedyndsmose. Naar det saa faldt i med haard Frost, blev han
modløs. Hvad vilde Harry sige til det? Og da han ikke kunde se
saa meget til Bessie paa den Tid af Aaret, blev han i høj
Grad fortvivlet over Carvils Brølen efter hende, naar den lød
ud til ham gennem de tæt lukkede Vinduer.
„Hvorfor lader det fordringsfulde Menneske dig ikke holde
en Pige?“ spurgte han en Eftermiddag, da Vejret var mildt.
Hun havde kastet et lille Sjal over Hovedet for at kunne være
udenfor et Øjeblik.
„Det véd jeg ikke,“ svarede Bessie, der var bleg og træt, og
som saá ud over Egnen med et Blik, der ikke rummede det
mindste Udtryk af Forventning. Der var allerede mørke
Skygger under hendes Øjne, og det var hende ikke muligt at
se nogen Udsigt til Forandring i hendes Tilværelse.
„Vent nu blot, til du bliver gift, saa skal Harry nok sørge
for, at du faar en dygtig Pige.“
Hans forhaabningsfulde Vanvid lød som en Spot over
hendes egen Haabløshed, at hun kunde have skreget højt af
Smerte, Men hun lo blot og talte til ham, som om han var
ved sin fulde Fornuft: „Det kan jo hænde, Kaptajn Hagberd,
at Deres Søn slet ikke vil have mig.“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
