Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Om kulturhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lad os gaa videre i Tiden. Kristendommens Komme, de kristelige
Ideers Gennemsyren i de hedenske, Kvindens, Slavens Befrielse
og den langsomme, sikre Hæven gennem Tiderne af det moralske
Niveau – alt dette er lutter Udtryk for en kulturhistorisk
Bevægelse af den mest omfattende Betydning. Hvad Forhold til
Staten havde Kristus? Kun det ene, at den dræbte ham. Og
saaledes gjorde den ved hans Apostle og ved saa mange af hans
Tilhængere, som den kunde faa Ram paa, hele tre Hundrede Aar
igennem. Ikke desto mindre bredte det nye Livssyn sig, og
Staten gav endelig tabt, slog om og gjorde Kristendommen til
Statsreligion. Først fra dette Øjeblik daterer De dens
historiske Betydning. De forveksler Vindfløjen med Vinden.
Kraften laa i Livssynet selv, ikke i den mere eller mindre
tvetydige Forbindelse, det nu indgik med Staten. Denne kunde
rejse synlige Kirkebygninger, give Bisperne Rang og skaffe
Ørelyd for ørkesløs Tvist om tre Personer i Guddommen; men
Staten kunde ikke, allermindst den erobrende Stat, lære
nogen at leve Livet i Kærlighed. Og da den nye underlige
Skabning, Statskirken, selv skød friske Skud, saa var det
heller ikke Statsklædebonnet, men hvad den havde arvet af
det kristelige, der gav disse Livskraft. Pavens Styrke laa
ikke i, at han var Hersker i Pavestaten eller indsat af en
Kejser, men i den Kraft, hvormed han vovede at stille et
højere Riges Fordringer op imod Staterne af denne Verden.
Munkenes Betydning laa i den Selvopofrelse, hvormed de, uden
Hensyn eller blot Forhold til Staten, led Døden for at
forkynde det nye blandt Hedninger eller stille gav Livet hen,
under Pleje for Mennesker, udyrket Jord og lidet agtede
Haandskrifter.
Ganske den samme Gaaen paa skraa af Vinden, ikke fremkaldt af
eller i Pagt med Staten, men virkende trods den og hentende
sin væsentlige Kraft andetsteds fra – er de Mærker, der hæfter
ved alle Middelalderens større Rørelser: Riddervæsenet,
Korstogene, Fristædernes Opstaaen og de store Opdagelsers Tid.
Og hvad der gælder Fortiden, gælder lige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
