Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Herberge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stald i Gaarden, brød den ned for at undgaa Indkvarteringen.
Klage paa Klage kom derfor til Kongen over disse Forhold.
Og selv om Hofsinderne havde tiet, saa talte Hestenes stive
Gang og hele uplejede Ydre, naar der næste Morgen stilledes
til Udrykning.[1]
Den Maade, hvorpaa Kongen søgte at raade Bod paa disse Ulemper,
var maaske den eneste mulige, men i hvert Fald haard for de
vedkommende. At han paabød Byerne at holde Staldrum til langt
flere Heste, end Borgerne besad – Korsør skulde saaledes holde
til 400 flere[2] –
kunde være saa sin Sag. Trykkende var det for mangen, der ikke havde Raad
til selv at holde Hest, at skulle være forsynet med Stald til andres.
Men i høj Grad ubehageligt var Frederik den Andens Paalæg til de fornemste og
rigeste Borgere i Købstæderne om, at de skulde mod Betaling
huse og bespise enhver Rejsende og udhænge Skilt over Døren
som Tegn.[3] Fordi en Oluf Bager var stolt af at have
Kongen eller Niels Kaas eller en Rigsraad til Gæst, og ved slig
en Lejlighed gerne havde sat Huset paa den anden Ende, fulgte
ikke deraf, at han kunde ønske at se sit Hjem forvandlet til en
Kro og straks være rede, saa snart en forløben Landsknægt ved
Nattetid fandt paa at dundre paa hans Skodder. Det var en Art
af Formueskat, et Indgreb i Hjemmets Fred, som det undrer at
kunne træffe endnu i det 16de Aarhundrede, og vi forbavses
ingenlunde over Borgernes Ulyst og stiltiende Modstand. Paa den
anden Side maa det dog erindres, at Spørgsmaalet ikke lod sig
løse saa let som i Nutiden, hvor Udsigten til Fortjeneste af
sig selv fremkalder et Hotel. Datidens Rejsende kom gerne i Hold,
til daglig kun en Tigger eller to, og saa engang imellem langt
flere Gæster, end et Hus kunde rumme. Et virkeligt Gæstgiversted
vilde af Tomhed falde i Staver mellem hvert af Holdene.
Trængte man til et Bevis for, at Paabudet var haardt, kunde man
hente det fra, at Kongen, hvor han selv var stillet som Vært, ikke
efterkom det. Han prisgav ikke sine spredte "Barfred" til
Herberger for andre. Og paa sine enligt liggende Slotte, paa
Frederiksborg, Skanderborg og Kronborg f. Eks. viste han sig
kun lidet tilbøjelig til at huse fremmede. Her kunde jo Forholdene
let medføre, at de mange, hvem Kongens Nærværelse havde hidkaldt,
Hoffolk saavel som andre, der havde haft Hverv at røgte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
