Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Udstyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forbud: "at bringe i Udstyrs-Optoget til Brudgommens Hus
Sager, som det slet ikke var Meningen, at han skulde beholde"
[1].
I en Tid, hvor saaledes Udstyret stilledes til Skue for
Hvermand, maatte det være dobbelt tungt for den ubemidlede ikke at
kunne møde med det behørige. Hef traadte imidlertid den
offentlige Fællesfølelse hjælpende til. Det ansaas for Samfundets Pligt
at skaffe de ugunstigt stillede sømmeligt Udstyr; hvo, der bad om
sligt, maatte ikke afvises.
Denne mærkelige Skik var fælles for alle tre nordiske Riger.
I sin simpleste Form bestod den i, at en af Fæstefolkene, eller
begge, men hver for sig, gik rundt og tiggede sammen. Kun
undtagelsesvis omtales det, at man kunde lade andre gaa for sig
[2].
Efter at Bryllup var blevet lovbefalet for alle, skulde denne
Tiggergang jo egentlig finde Sted mellem Fæstensøl og Bryllup,
men Indsamlingen foregik i flere Egne, f. Eks. Bergens Stift, dog
først efter Brylluppet[3].
Stundom anskaffedes en Hest til Forretningen eller endog en
Hest og Slæde til hver af Fæsteparret. At sligt kunde betale sig,
fremgaar af, at f. Eks. i Akershus Stift Aar 1736 siges
Fæsteparrene mange Gange i Vinterens Løb at maatte hjem og læsse
af og saa ud igen, Hvor de kom hen, fik Hesten sit Vinterfoder
for intet; hen ad Sommeren, naar den kom i Pris, kunde den
sælges igen[4]. Hvad der selvfølgelig
hørte med, var en stor Sæk.
For at kunne skelnes fra almindeligere Tiggere, gav man i en
senere Tid ofte denne Sæk et lidt finere Præg, lavede den af
bleget Lærred[5], bandt i den ene Ende et rødt Baand
[6] eller lignende.
Det synes at have været staaende Skik, at Indsamlingen skulde
foregaa under Iagttagelse af visse, trykkende Regler, som en Art
Pilgrimsgang. Modtageren maatte saaledes i de forskellige Egne
enten ikke tale[7], eller ikke komme ind i Huset
[8], eller ikke nyde
noget. "Deres Bygdevis er saa," hedder det fra en Egn i Norge,
"at om Fæstemanden gik ind i Huset, var hans Gave forspildt.
Vil nogen give ham at drikke, da bæres det ud til ham paa
Marken, men Mad faar han ikke hos nogen, og derfor lider han
Hunger, Tørst og Kulde"[9].
Urider alt dette samlede de dog rigeligt ind baade af Uld og
Lærred, Korn, Træfade, Træskeer og andet Boskab. Sjældent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
