Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 4. Hvo bekostede Brylluppet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fader! at, dersom I give nu eders Samtykke dertil, og eder tykkes
da saa godt at være, da vil han selv gøre sit Bryllup heroppe
paa hans Gaard her i Landet"[1]: I dette Forhold var der da
ingen fast Regel. Men netop derfor havde det sin Interesse i
hvert enkelt Tilfælde at faa oplyst, hvem der betalte Gildet. Man
nøjedes ikke med de ubestemte Udtryk: "at holde Bryllup," "at
lade sit Bryllup staa" o. s. v. I Indbydelsen skulde der gives klar
Besked, og enhver vidste vel at skelne mellem Betydningen af:
"Jeg agter at gøre min Datters Bryllup med N. N.", og "N. N.
agter at gøre sit Bryllup med min Datter",
Denne Betragtningsmaade af Brylluppet som et blot og bart
Pengespørgsmaal krydsedes af en anden, hvorefter det at "gøre"
Brylluppet var en Æresbevisning mod Brudgommen eller mod
Bruden. Selv om nok saa nøjagtige Aftaler var trufne før
Bortfæstningen om, hvilken af Parterne der skulde bekoste
Brylluppet, var da Sagen hermed ingenlunde altid endelig afgjort. Der
kunde endnu være Haab for den lidende Part om at faa en eller
anden Velynder til at betale Gildet. Ganske aabenlyst gik enhver
paa Jagt efter en saadan Æresbevisning. Ingen dannede et
Midtpunkt i en Kres – den være sig nok saa snæver, ikke blot
som Lensmand, men som Præst, Købmand, ja selv blot som
mangeaarig Husbond eller Madmoder – uden at vedkommende
jo var udsat for ved Lejlighed at blive taget Sigte paa som
Velynder og Bryllupsgiver. Det højeste, men langtfra vanskeligste,
Maal var at faa Kongen selv til at gøre Brylluppet. Herom drømte
alle i Kongeparrets Nærhed, lige fra dem, der havde tjent som
Hofsinder eller i Dronningens Jomfrukammer, og ned til den,
der skurede Kedler i Kongens Køkken.
For Modtageren var det Gode, som herved opnaaedes, klart
nok, det var paa een Gang en Fordel og en Ære. Men for
Giveren var det mere end en pænt indsvøbt, afnødt Almisse. Slig
Gerning havde Værd i og for sig, det var en Art "Sjælegave",
af de Handlinger, der godskreves En i Himlen.
Vi staar her ved Datidens ejendommeligste Syn paa Brylluppet.
Det var ikke blot et Pengespørgsmaal og en
Æressag, men en religiøs Værdigenstand. Denne Opfattelse
skrev sig uden Tvivl fra Middelalderen, da Ægteskabet havde
været et Sakrament, og det at forhjælpe hertil altsaa en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
