- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
106

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Middagsmaaltid

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

bruges igen, og oprigtigt talt, det var ikke appetitligt at se den gaa
Stoddergang.

Værre blev det med Tintallerkenerne og de endnu kostbarere
Stentøjtallerkener. Baade Værdi og Skørhed forbød at give dem
ud ad Dør eller Vindu. Omsorgen for de fattige gled da lidt efter
lidt fra de spisende over til de opvartende, og disse kunde først
efter Bordet tænke herpaa. Men haardnakket har endnu, efter
at den oprindelige Mening forlængst er glemt, den gamle Form
for Dannished, det er: beleven Godhed, holdt sig til vore Tider.
Overalt blandt Nordens Almue er det fremdeles god Tone, naar
man er mæt, at fylde Tallerkenen og Glas engang endnu,
nippe dertil og lade det staa, det ældgamle Hædersudtryk for:
Vi fik rigeligt og har ogsaa betænkt de fattige.

Ret mærkeligt er det at se, hvorledes i visse Egne Skikken
vel har holdt sig, men da Oprindelsen helt er glemt, ny Skik er
groet op af den gamle Stub. Om Bryllupsmaaltider i
Vestergötland hedder det saaledes lidt før Midten af det 19de
Aarhundrede: "Til god Tone og Belevenhed hørte det, at man ikke
spiste helt op, hvad man havde taget paa sin Tallerken, men
altid levnede noget, var det saa end blot en Mundfuld af hver
Ret, der omhyggeligt anbragtes paa Tallerkenens Kant. Disse
Levninger samledes efter Maaltidet i et stort Kar, opvarmedes
næste Dag til Frokost og holdtes af de fleste for en stor
Delikatesse. Folkelunet, der saa ofte rammer Sømmet paa Hovedet,
havde heller ikke her fornægtet sig, thi et mere betegnende Navn
end det, denne Ret bar, kunde næppe tænkes, den hed:
"Rusk-om-Snusk"[1].

Endnu i det 16de Aarhundrede hørte da Bryllupper og
Stoddere sammen
. Flokken, der samledes, skiftede blot lidt
Ham ved Reformationen. Før Aar 1536 var Tiggermunkene –
"Mulestøderne", som man efter hollandsk Anvisning kaldte dem
[2]
– i Overvægt. De skaffede Gaverne det finere Navn "Guds
Almisser", lod sig trods deres bare Fødder ikke træde paa Tæerne
af gemene Stoddere og Vanføre, men vidste ved Korsets Tegn og
Albustød at bakse sig Plads med samt deres Madpose ("Abraham")
[3]
og Tiggersæk. Efter Reformationen forsvandt de. Nu stod de
kirkelige Tiggere, Degnene i Kutte med Hætte og Svans – med
synlig "David", men "Abraham" skjult under Kutten – i selve


[1] Joh. Sundblad: Gammaldags bruk.
(Göteborg 1881.) S. 93.
[2] Kolderup Rosenvinge: Gamle Danske Love IV, 116. --
P. Palladius: En Visitatz Bog, udg. af Sv. Grundtvig, S. 112.
-- Dito: Skt. Peders Skib, Bl. L . -- Chr. Bruun: Viser fra
Reformationstiden, S. 79.
[3] P. Palladius: En Visitatz Bog, udg. af Sv. Grundtvig,
S. 112. -- H. Justesen Ranchs Danske Skuespil, udg. af Birket
Smith, S. 292.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:58:07 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/11/0108.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free