Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Middagsmaaltid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gildesalen og sang tvetydige Viser, medens de ægte Stoddere,
værkbrudne og vanføre rakte deres sorte Hænder ind ad Vinduer
og Døre, eller slog sig roligt til Borgeleje paa Bænke ved Borde
udenfor Bryllupsgaarden (Fig. 18). De var trods Pokker og
Vanførhed raske Folk paa deres Vis. "Nu nylig ved Roskild udi et
Bryllup slog en Stodder en anden Stodder ni Knivslag i hans
arme Krop. De lagde hannem der ned i Kirkegaarden. Man seer
ikke mange i Kirken af dem; men blev her et Bryllup paa Søndag
i Sognet, da maa vel skee, at man dèr skulde finde dem, dersom
de vare nu ikke til Fisken"[1] (*c: med mindre
de var gaaede i Hundene forinden).
Ikke uden Grund sammenlignedes de fattiges Modtagelse ved
Bryllupper med "Kærligheds-Maaltiderne" (Agaperne) i de ældste
kristne Tider. Niels Hemmingsen, der bruger dette Billede,
meddeler i den Anledning følgende Barndomserindringer: "Paa min
Fødeø Lolland plejede man ofte ved Bryllupper og andre store
Festligheder at dække Borde til Stodderne og besætte dem med
ligesaa gode Retter som til de øvrige Gæster. Og var der en Vært,
der ikke vilde have Stodderne med, eller blot gav dem en
tarveligere Anretning, saa kaldte man ham en Gnier, ja en
guds-forgaaen Krop og en haard Hund mod de fattige. Det samme
skal være Skik paa sine Steder i Skaane, Jylland, Fyn og
Sjælland«[2].
Selv om denne Beskrivelse vel ikke maa tages altfor
bogstaveligt – det var jo Minder fra den Alder, der i det mindste
paa Afstand let faar Rosenskær, og Niels Hemmingsen havde
sikkert som Dreng selv ofte mødt ved de uindbudnes Bord med
en Appetit, for hvilken alt blev Herreretter – vist var det dog,
at der vistes de fattige en ganske særlig Omhu ved Bryllupper.
Og de skønnede derpaa. Som Trækfuglskarer drog de, til Fods,
til Vogns, Gud vide hvordan, fra en Landsdel til en anden, saa
saare et fedt Bryllup var i Sigte. Tilsidst maatte Frederik den
Anden skride ind og forbyde andre Stoddere at møde til Bryllup
end dem, der var forsynede med Øvrighedens Tegn til overhovedet
at maatte tigge, og derhos boede i samme Sogn eller dog
Herred, hvori Brylluppet stod. Alle uvedkommende Tiggere, der
gav Møde, skulde straffes[3], En ubillig Ordning fra et
Stodder-Synspunkt. Som om ikke de, der endog maatte undvære Tegn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
