Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Dans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dans burde være eller paastaas i "den gode Tid" at have været.
De har alle Navne eller dog Udspring fra Polen, men er dog i
sig selv vidt forskellige. Forsaavidt de nu til Dags trives Side om
Side, kunde dette forvirre Blikket. Men ingen kan dog være i
Tvivl om, hvilken af dem det var, der i det 16de Aarhundrede
med eet satte Norden i saa vild en Bevægelse. Det er den, om
hvilken en nulevende skriver fra Nørrejyllands sydvestlige Egne
saaledes: "Ja, jeg mindes det for en tyve, tredive Aar siden,
hvilken Lystighed! Polskdansen gik, nej, gik forslaar slet ikke,
den snurrede, larmede, hvirvlede, suste hen over Gulvet, først
til den ene Side et vældigt Stamp i Gulvet, et Huj, et Slag i
Bjælken, saa Støvet dryssede ned, saa til den anden Side, rundt, saa
Kvindernes Skørter stod ud som en Fane, og man kunde ikke
følge Føddernes raske Trin paa Gulvet; et nyt Stamp, en ny
Hujen, et nyt dundrende Slag i Bjælken, Par fulgte paa Par, Dans
paa Dans, indtil Musikanterne ikke længere kunde holde ud. De
havde dengang endnu hverken lært "æ Polka" eller "æ Masjok"
saa lidt som at danse Wienervals til Marseillaisen. Kvinderne
lagde deres Hænder paa Meddansernes Skuldre, og Karlene tog
dem med begge Hænder om Livet, alt efter den gamle Skik.
Hver af Mændene havde sin Polsk, og Danseren traadte først
frem og opgav et Vers eller Rim, der var ligesom Tekst til
Dansen"[1].
Det er under lignende Former, blot om muligt endnu
voldsommere og endnu vildere, at vi maa tænke os den adelige Dans
i Norden i Slutningen af det 16de Aarhundrede, den Dans,
hvorunder Jomfru Ellen fra Broholm, Jomfru Gertrud Kaas, Fru
Mette Morten Krabbes o. s. v. segnede om døende af Udmattelse.
Dens Højdepunkt faldt sammen med hele den
løsslupne Bryllupslystighed, hin ellevilde Jubel til danske
Toner, under Frederik den Andens sidste Dage og
Christian den Fjerdes første Regeringstid, der fik
saa brat og mørk en Afslutning. Thi i henved fyrretyve Aar
øsede det derpaa ned over Danmark med Modgang og Ulykker.
I fire Krige sattes Landet helt under Vand ved fjendtlige Indfald
og Udplyndringer. Da det endelig atter dagedes, flød Enevældens
Ark enligt paa Vandene. Landets gamle Adel var for en stor Del
druknet, Folkevisetonen og selve den danske Tonart tildels med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
