- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XI Bog. Bryllup /
226

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Sengeledning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

og hele den forsamlede Menighed synge en af disse Salmer:
"Kom Helligaand", "Salig den Mand, som frygter Gud" eller "O
Jesu Krist, som Manddom tog". Efter Salmesangen skulde
Præsten læse over dem "den Kollekt, der staar i Haandbogen: "Den
almægtige Gud velsigne Eders Legemer"! og saa først skulde
Brud og Brudgom stige op i Sengen[1]

Det besynderlige i hele denne foreslaaede Ordning falder dog
noget bort, naar den sammenstilles med, hvad den var bestemt til
at afløse. Fra gammel Tid af havde nemlig baade i Skandinavien
og Tyskland Sengebestigningen antaget Former, der nok maatte
kunne forekomme anstødelige. Tanken, der laa til Grund, var
sømmelig og velment nok, men de Former, den iklædtes, var
lovligt grovkornede.

Det, man vilde udtrykke, var Brudgommens Varme og
Brudens Blufærdighed. For denne fælles Tanke havde der
efterhaanden fæstnet sig to Rækker af Udtryksmaader, hvis
Grænseskel ved det 16de Aarhundredes Begyndelse omtrent gik
tværs over Sønderjylland.

Den skandinaviske Maade at betegne dette paa var, at
Bruden først, men kun modstræbende skulde bringes til Senge, med
Magt maatte hun løftes op deri, og anbragt her vendte hun sig
straks bort, med Ansigtet ind mod Væggen. Men næppe var hun
til Sengs, førend Brudgommen skulde ile efter og i et vældigt
Spring
sætte op i den høje Brudeseng.

Det er hertil, der sigtes i Folkevisernes staaende Udtryk: "Saa
satte de Bruden i Brudeseng", "Løfted de den unge Brud udi
den Brudeseng". Og om Brudgommen: "Han biede ikke læng’",
"Han klapped hende ved hviden Kind, I vende Eder hid,
allerkæreste min!" Endnu i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede
hedder det fra Færøerne om denne Brudens foreskrevne
Optræden: Naar Brudgommen og hans Følge kommer ind, "forefindes
Bruden i Sengen med Ansigtet bortvendt mod Væggen. Dette
hører til som Tegn paa Blufærdighed"[2].

For at godtgøre Brudgommens Iver var der stundom anbragt
Vagt enten ved Døren til Brudehuset eller ved selve
Brudesengen. Denne – i Reglen kvindelige – Vagts Modstand skulde han
overvinde, og derpaa som sagt i et raskt Spring bestige Sengen.
Dette Spring synes særligt i Sverige at have været


[1] Sven Bælter:
Historiska Anmarkningar om Kyrko-Ceremonierna, 2. Upl.
(Stockholm 1783). S. 526-27.
[2] H. C. Lyngbye:
Noget om Færøerne (Magazin f. Rejseiagttagelser, udg. af
R Nyerup, I, 218-20).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Oct 10 20:58:07 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/11/0228.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free