Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Sengeledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forestillingens Glanspunkt. I det 17de Aarhundrede beskriver en svensk
Forfatter det saaledes: "Næppe har Brudgommen sat Foden
indenfor Brudekamret, førend han med al Kraft gør et Tilløb, og
idet Brudesvendene dels tager imod ham med Hænderne, dels
skyder paa, sætter han med et Spring op i Brudesengen, saa at
han pludselig under Gæsternes Skoggerlatter sidder ved
Brudens Side"[1].
Det var da ikke uden Grund, at Ærkebisp
Laurentius Paulinus holdt paa, at "dette uskikkelige Spring op i
Brudesengen burde aflægges", Hans Begrundelse har imidlertid en
luthersk Tidsfarve, som uvilkaarligt bringer en senere Slægt til
at smile. Springet betegnes som baade i og for sig "forargeligt og
desuden farligt for gamle Folk"[2].
I Tyskland og op omtrent til Midten af Sønderjylland søgte
man at udtrykke det samme – Brudgommens Varme og Brudens
Blufærdighed – paa modsat Vis. Her var det Brudgommen,
der utaalmodig først skulde bestige Lejet, og den
modstræbende Brud, som derefter skulde med Magt kastes op til
ham. Det egentlige Fagudtryk herfor var: at "werpe" Bruden i
Seng, hvilket Udtryk dog alt henimod det 16de Aarhundredes
Midte synes at have tabt sin passende Klang[3]. Endnu Aar 1539
kunde det, om end maaske i Spøg, bruges overfor Kongen. I dette
Aar meddelte nemlig Christian den Tredjes tyske Kansler,
Wolfgang von Uttenhof, sin Herre paa følgende Vis, at han agtede at
lade sit Bryllup staa: Jeg er syg, har ondt i Maven og vil hjem,
men saa snart mine Sager stille sig lidt bedre, "vil jeg lade et
ungt Pigebarn werpe i Seng til mig"[4].
I al sin Ubetydelighed er det ret betegnende for den stigende
holstenske Indflydelse i Danmark under Frederik den Første og
under Grevens Fejde, at dette en Gang saa fremmede Udtryk nu
fandt Indpas hos den danske Adel, og ventelig den dertil svarende
Skik i Følge dermed. Aar 1537 skrev saaledes Hr. Mogens Bille
fra Kolding til sin Svigerinde Fru Sophie Krummedige følgende
Brev, der kunde misforstaas som kaade Ord af en ung Mand,
der var rask paa det, hvis man ikke vidste, at samme Mogens
Bille var den Gang til Aars, religiøst bekymret, legemlig svag og
særlig i denne Tid næppe oplagt til Spøg, da han kort forinden
var bleven berøvet sit Len Koldinghus og samtidigt udstødt af
Rigsraadet:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
