Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Troen paa Mørkets Magter ældst. Tidsregning et afgørende Fremskridt. Den ældste Uge "Fingerugen". Troen paa Himmellegemerne. Solens og Maanens forskellige Virkning i Nord og Syd. Striben fra Nilen til Ganges særligt frugtbar paa Religioner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kun Morgen- og Aftenrøde kunde muligt skuffe som selvstændige
Væsner; ellers var Hovedguderne lette at blive vár: Sol, Maane
og de klareste Stjerner. Hermed var tillige visse Hovedbegreber
fastslaaede: Gudernes Bolig, Lysets Rige, Lykkens Hjemsted laa
op efter, i Himlen. Mørkets Rige, de onde Magters og Ulykkens
Bolig ned efter, under den sorte Jord. Hvor længe det har varet,
førend Menneskeheden er naaet frem til disse religiøse Begreber,
er vi ganske ude af Stand til at afgøre. Men paa dette Punkt
falder en første, svag Lysstribe ind over Udviklingens Historie.
De indoevropæiske Folk er en Gang i Tiden fra et fælles Hjem
blevne splittede i et mærkeligt Rundkast, saa at de spredtes til
Atlanterhav og Ganges. Førend de imidlertid skiltes ad, havde de
foretaget det afgørende Skridt. Thi den Fællesbenævnelse for
"Guder", som de medbragte til deres nye Hjem, betød i sin Rod:
"de himmelske". Det græske "teos", det latinske "divus", "deus",
det galliske "devo", "divo", det gammelnordiske "tivar", det
gammelprøjsiske "deiwas", det lithauiske "devas" var ligesom det
indiske "devas" tydeligt nok et og samme Ord.[1]
Flygtigt set kunde Troen paa Himmellegemerne synes at maatte
have været en og samme Jorden over. Herved er dog først at mærke,
at de Egenskaber, et Folk tillægger sine Guder, aldrig rækker ud
over dets egne moralske Begreber. Samme Solgud kunde da for to
forskellige Folk tage sig meget forskellig ud alt efter deres
forskellige Kulturtrin. Men desforuden maatte selve
Naturforholdene give Troen paa Himmellegemerne et vidt
forskelligt Præg i de forskellige Egne af Jorden.
Hos alle Beboere af nordligere Strøg maatte Tro og Livssyn
paavirkes fortrinsvis af Solen. Det var den, der bestemte
Aarstiderne, hidlokkede ved sit Komme den liflige Sommer, gav
ved sin Bortgang Rum for den mørke Vinter. Haard var Striden
mellem den varme Sol og det knugende Mørke. Uafgjort bølgede
den frem og tilbage Aar ud og Aar ind. Ved Midsommer blev selv
Natten til Dag, ved Midvinter Dagen til Nat. Imod Solens Magt
var Maanens kun for lidet at regne, kold og klam, et flygtende
Vildt for de jagende Skyer. Dag var Virketid, Natten til Hvile.
Sol var Dagens Fader, Vintermørket Nattens. Ingen kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
