Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den assyrisk-babyloniske Religion. Kaldæernes Stjernekundskab. Deres Verdensbillede. Er Verden skabt? Planeterne viser os det guddommelige i levende Virksomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det underste Lag i den assyrisk-babyloniske Religion udgjordes
af Troen paa onde Aander. Muligt var dette dunkle Erindringer
fra Semiternes egen Barndom. Snarere var det tillige
Hovedreligionen hos Landets tidligere Befolkning, Akkaderne og
Sumérerne, der nu gød glemte Rædsler i Sejrherrernes Tankegang.
Vist er det, at Troen paa onde Aander var overordentlig udbredt
hos Assyrer og Babylonier, og et Utal af Besværgelsesformularer
i Gang.[1]
Ovenover denne Tro laa Troen paa de besjælede Himmellegemer.
Her falder det endnu vanskeligere at sondre mellem,
hvad der oprindelig tilhørte hvert enkelt Folk. Akkaderne havde
allerede begyndt at hæve sig til denne Tro, som Landets
Naturforhold saa stærkt begunstigede, og Semiterne delte den, da
de stødte sammen. De mødtes da her paa fælles Grund. Med Føje er
derfor i Kileskrift Skrifttegnet for "Gud" en Stjerne. Og svarende
til Landets Natur fik i den fælles Religion Nattens Himmellegeme,
Maanen, en fremtrædende Plads. I Modsætning til de fleste andre
Folks Forestilling herom blev dens Guddom "Sin" en Gud og ikke en
Gudinde. Delt, som Maanen antoges at være, i en lys og en mørk
Halvdel, blev den ganske naturligt Gud for Liv og Død.
Betydningsfulde Guddomme blev ogsaa de fem Planeter, der syner saa
stærkt paa Mesopotamiens Nattehimmel. Jupiter indoptog i sig endog
Babylons ældgamle Hovedgud (Merodakh), og Venus (Istar eller Astarte)
blev en Gudinde, hvis Ry bredte sig til alle semitiske Egne.
Ovenover denne Tro paa Himmelguderne foregik der
endelig endnu en
Dannelse. Den ytrede sig dels i den ogsaa andetsteds fra saa vel
kendte Tilbøjelighed til at dele videre og skabe bestandigt flere
Guder for hver ny Side af Natur eller Menneskeliv, man blev vár.
Dels ytrede den sig i en ejendommelig Lyst til at samle Guddommene
i Grupper paa tre, der dannede en Slags Enhed. Det egentlige
Fremskridts Mærke prægede dog kun den Trang, der søgte dybere end
begge hine, og bag ved alle de mange Guder stræbte at finde den
højeste, ene Gud, Ophavet til alt. Ivrigt syslede Tanken med
Forestillingen om en usynlig Gud, der havde skabt Verden, men
atter paa Grund af Menneskets Ondskab delvis tilintetgjort sit
Værk ved en stor Vandflod.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
