Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 14. Jødeland. Jesus af Nazareth - 15. Jesu Lære bliver Læren om Jesus. Stjernetydning. Treenighedslære og Djævlelære besætter Kristendommen. Kærlighed afløses af Tro. Med Kirkens Sejr er Oldtiden omme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at vi skulde nyde Fred".[1] Hvor maatte ikke Afslutningen
staa for Jesus, der forudsaa sin Korsfæstelse, som et lysende
Punkt, paa engang vinkende og skræmmende. Bag dette uundgaaelige
var Befrielsen. Men det gjaldt om i al denne legemlige Pine at
opfylde Ordene: "Han led, men han oplod ikke sin Mund som
Lammet, der føres til Slagterbænken, som Faaret, der er stumt
mod den, der klipper deta. Han var forberedt, om end han bævede
i Bønnen: "Min Fader, er det muligt, da gaa denne Kalk mig forbi!
dog ikke som jeg, men som Du vil!"[2] Men da alt
samlede sig imod ham: legemlige Pinsler, alles Frafald, Synet af
det forspildte Værk, da tømte han Lidelsens bitreste Kalk
i Smerten over Gud. At Kærlighedens Gud, der blot ved et Ord
havde kunnet fuldbringe sin Vilje, vilde tilstede alt dette!
"Min Gud, min Gud! hvi har Du forladt mig!"
Jesus af Nazareth faldt som et Offer for Modsætningen mellem
hans Lands dobbelte Natur, mellem hans Folks dobbelte Udspring,
mellem den dobbelte Tankegang i dets Skrifter. Men hans
Martyrium var videre end dette. Idet han gav Oldtidens
inderligste Svar paa, hvad Mennesket er, rørte han ved og
ramtes af den menneskelige Begrænsnings Smerte. Han blev
saaledes en Menneskehedens Martyr. Thi han nøjedes ikke med
at forkynde Kærlighedens glade Lære, han søgte selv fuldt
at udtrykke den i sit eget Liv. Men ad denne Vej fornam han,
at den fuldkomne Kærlighed ikke lader sig stænge i
Menneskekaar. Den ikke blot varmer og lysner til Liv, men
den svider til Død. Menneskelænket brænder den sig ud i Smerte,
Smerte over andre, Smerte over sig selv, Smerte over Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
