Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Araberne. Deres Tolerance og Kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Idet Araberne, efter at være vaagnede til selvbevidst aandeligt
Liv, saa sig som Kaldæernes og Jødernes Arvtagere, rede til at
løfte og frugtbargøre Fortids Skat, var det første de blev klar
paa, at den ægyptisk-kristelige Tilføjelse til Gudsbegrebet var
en Forvanskning af dette. Gud er ikke delt i tre Personer, og
det er grov Sanseliggørelse at tro den usynlige Gud aabenbaret,
ja født paa Jord i Menneskeskikkelse. Vil Gud aabenbare noget
paa Jord, forkynder han det simpelthen igennem sine Profeter.
Af saadanne har han sendt mange, ligefra Moses til Jesus af
Nazareth og den sidste og største, Muhamed. Men der er kun een
Gud, og Muhamed er kun hans Profet.
Og ligesaa let havde de ved at opdage den persisk-kristelige
Forvanskning af Gudsbegrebet. Lys og Mørke, Dag og Nat, Gud
og Djævel er ikke lige stærke Magter, lænkede med Ryggen til
hinanden, som Siderne i et Blad dannende tilsammen det hele.
Nej, Lys og Mørke, Dag og Nat, Lønnens Englebud og Straffens
Djævel, det er altsammen kun Tjenere hos den ene, usynlige,
almægtige Gud. Kun Barnet og den ukyndige falder paa at antage
Slaven, der straffer de skyldige med Stokkeslag, for Kalifen
selv. Hver forstandig veed, at det blot er en Tjener, der
udretter Kalifens Befaling.
Svarende til det ændrede Himmelsyn undergik ogsaa
Humanitetsbegrebet en Forandring. Det højeste menneskelige
blev hverken Epikuræernes Venskab, Stoikernes Pligtopfyldelse,
Jesu af Nazareths Kærlighed eller de Kristnes Tro, men den
praktiske Visdom, der mildt lod enhver ske lige Ret. Idealet
blev hverken den fintfølende Ven, den trofaste Arbejder, den
opofrende Broder eller den stadige Bekender, kastet for vilde Dyr
og disputerende Medkristne. Idealet blev den klartskuende Kadi,
Dommeren, der retfærdigt, skarpt og dog mildt forstaar at ramme
Sagens Kærne, sondre mellem de ofte saa forviklede Udtryk for det
guddommelige som det menneskelige Væsen.
Sit mægtige Udslag gav hele dette nye Syn sig i den brede
Bølge, der, strømmende ud fra Mekkas og Medinas hidtil ukendte
Egne, i kort Tid satte Kristendommens gamle Stamegne saavel
som Kaldæernes og Persernes Hjem, Ægypten og hele Nordafrika,
under Vand. Som en mild og svalende Væde forfriskede den den
ophedede Jord. Den nye Tankegang virkede ikke som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
