Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Araberne. Deres Tolerance og Kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For Maanen var der kun en liden og ubetydelig Plads i disse
to Himmelsyn, og den indsnævredes mere og mere. Derfor kunde
ogsaa Gudmoder nogenlunde let skifte Køn ved Udvandringen
fra Ægypten og blive til den mandlige Helligaand, den, som en
Følge heraf, mindst tydelige Person i den kristne Treenighed.
Denne Kristendommens Grundforudsætning, Sol eller ikke Sol,
Gud eller Djævel, slog bestandigt stærkere og stærkere
igennem Læren. I dennes fuldt udviklede Form var det netop
den skarpe Modsætning, der bar det hele. Thi Guds
Menneskevorden, Kristi Komme til Jorden, var betinget af, at
Verden var bleven ganske ond. Og Djævelen selv var
uforbederlig, Helvedspinslerne evige, thi ellers havde jo saa stor en
Foranstaltning som selve Guds Fødsel paa Jord ikke været
nødvendig. Netop i Modsætningen i dens Skarphed laa Forklaringen.
Kun i den Udspiling, der førte til den afgørende Brist, laa
Sandheden. Enhver Art Tolerance var i sin Bund Fornægtelse.
Anderledes for Araberne. For dem var ikke Solen den absolut
godtvirkende. Den sved jo Landet til Ørk. Saa var den mildere
Maane langt at foretrække. Den blev Folkets virkelige Ven, efter
den regnedes Aaret, Halvmaanen blev Muhameds Mærke. Heri laa der
en vigtig Indrømmelse. Var Nattens Himmellegeme det kæreste, saa
var den skarpe Modsætning mellem Lys og Mørke, Dag og Nat hævet.
For Araberne bestod den heller ikke, men jævne Overgange betegnede
Afstanden mellem Yderlighederne, fra svidende Sollys til mildt
Maaneskin, til maanefri Stjernebelysning, til den i Arabien saa
sjældent bælgmørke Nat. Men hermed var givet en Anvisning paa et
dybere Syn, det Syn, som Kaldæerne havde anet, men atter givet
slip paa for at havne i blot Stjernetydning, det Syn, som Jøderne
havde grebet, men saa ofte tabt paany for at nøjes med en blot
Nationalgud: Synet af den høje Verdenssal, hvor hverken Lys eller
Mørke, Sol eller Maane er øverste Herre, men alle kun Tjenere
for den ene, usynlige, evige Gud.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
