- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
18

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Testamente. Sjælegaver

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

"Til evig Tid skal der hvert Aar efter min Død paa min Sjæledag
uddeles 30 Almisser med Mad og Øl, Sko og Klæder"[1]

Ligeledes om end tildels af andre Grunde, ophørte en anden
"Sjælegave" til de fattige. Det var de saakaldte "Sjælebade".
I Middelalderen havde det været almindeligt at bestemme i sit
Testamente, at saa og saa mange fattige skulde til Bedste for
Ens Sjæl havde gratis Bad i en af Byens offentlige Badstuer.
Otto Meyer i Lybæk f. Eks. affattede 1460 sit Testamente saaledes:
"Det første Aar efter min Død skal paa den første Dag i hver
Maaned 13 fattige Mennesker, der lider Nød, have Bad, og efter
Badet skal man føre dem til mit Hus, give dem at æde og drikke
et redeligt Maaltid, og efter Maaltidet give hver af dem to
Penninge i Haanden". Aar 1539 bestemte Henrik Carstens
sammesteds: "Kort efter min Død skal man holde tre Sjælebade, og
enhver af de arme, der kommer i Badstuen, skal man give en
Kande Øl, en Bolle og en Penning"[2]. I de
to ovennævnte Testamenter af Hans og Lage Urne var der med Uddelingen af Mad
efter deres Begravelse tillige forenet "Badstuegang". Domprovsten
gav kun Flæsk og Smørrebrød til Sjælebadet, men Biskoppen bestemte
ikke mindre end to Læster Øl til Uddeling, hvilket maa kunne have
frembragt mange glade Sjæle.

I det 16de Aarhundredes andet og tredje Aarti gik imidlertid de
offentlige Badstuer i Danmark meget tilbage. De misbrugtes til
Svir, blev farlige som Smittebringere, og en Mængde af dem maatte
lukkes. Dette blev den ydre Foranledning til "Sjælebadenes" Ophør,
som vel ogsaa af religiøse Grunde ellers vilde have tabt sig. Den
sidste enlige Fugl, der endnu holdt paa Sjælebade, var en Mand fra
en svunden Tid, Kanniken Hr. Jens Jørgensen i Roskilde. Han
bestemte i sit Testamente 1558: "femten Mark at skifte blandt de
fattige i Kirken efter min Jordefærd, item en Badstuegang med en
runder Udgift". Hvor "rund" Udgiften end er blevet beregnet, har
her dog næppe vanket noget, der kunde sammenlignes med, hvad Skik
var i gamle Dage. Testamentet antyder selv Overgangen til den
tørre Tid: "Item til Sko, Vadmel og Lærred at give til fattige
Folk i Guds Navn 100 Mark".[3] Det var uden Tvivl yderst
fornuftigt. Men hvor forskelligt dog fra den gode, gamle Tid, hvor
nyvadskede Oldinge, Krøblinge og Landstrygere gladeligt i Badstuen
drak salig Bispens Sjæls Skaal,


[1]
Danske Magazin I 297 og 3. Række III 218.
[2] Jac. a. Melle: Von
Lübeckischen Seelen-Bädern (Lüb. 1710. 4.; p. 11-15.
[3] H. Rørdam: Historiske
Kildeskrifter 2. Række II 43-44.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0018.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free