- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
64

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

her nøjes med et enkelt, iøjnefaldende Eksempel. Vi vælger med
Flid et saadant, hvor den Paagældende var en af Landets mægtigste
Mænd, der stod Kirken nær, og hvor Dommen over ham udtaltes, ikke
af Gejstlige, men af den offentlige Folkemening.

Andreas Barby var Christian III’s tyske Kansler og højt betroede
Raadgiver. Som saadan krydsede han vistnok oftere sin danske
Embedsbroder, Kansler Johan Friis’ Planer, næppe dog maaske til
Landets Skade. Begge kaldtes de som de to øverste Tillidsmænd
til Kongens Dødsleje. Hvad den offentlige Mening havde imod
Andreas Barby var, foruden hans fremmede Herkomst, tillige den
hensynsløse Maade, hvorpaa han havde benyttet Kongens Gunst til
at skaffe sig Forleninger og Rigdomme. Intet syntes uopnaaeligt
for ham, og han turde ogsaa i sit Privatliv tillade sig mere end
de fleste. Det vakte derfor udelt Glæde i København, da han døde
et halvt Aars Tid efter Christian III. Denne Glæde gav sig
aabenlyst Luft. Ved Frederik II’s Kroningsfestligheder opslog
man saaledes paa flere Steder en Gravskrift over ham, der
begyndte saalunde: "Han kom hertil som en Ræv, levede som en
Løve, døde som en Hund." Slutningen vilde paa Nutids-Dansk kort
kunne gengives saaledes: Og nu har Fanden taget ham. Men Maaden,
hvorpaa dette raffineret udpensledes, giver et overordentlig
tydeligt Indblik i Datids Forestillingskres. Det, man vilde have
frem, var det allerværste: at der ikke var nogen Frændeforsamling
ved hans Dødsleje, og at der ikke blev Tale om Bekendelse til det
sidste, thi han døde uden Bevidsthed. Slutningsordene, hvorved
han tilkendtes Fanden, kom da til at lyde saaledes: "Men som han
levede, saa har Gud givet ham igen. Thi han døde en rædselsfuld
og ynkelig Død: Han laa alene i sin Seng, og i otte Timer var han
uden Bevidsthed
. I al denne Tid, indtil han drog sin Heldræt,
hørte, saae, forstod han intet"[1]!

*



Det kunde være en haard Tjeneste nok for en Sognepræst at skulle,
stundom et langt Sygeleje igennem, være tilstede Dag og Nat og dog
samtidigt passe hele den øvrige Menighed, For fuldt at bestrides
vilde dette have krævet et endnu


[1] H. Rørdam:
Kbhvns. Univ. Hist. II 753.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0064.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free