- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
63

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Dødsøjeblikket. Gustav Vasa's Død. Andreas Barbys Død. Katolske og hedenske Skikke

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Kartoverne forkyndte hans Bortrejse, blev Gustav Vasa saa syg,
at han ikke rejste sig mere[1]. Hans Skriftefader,
Magister Johannes, ilede til og begyndte efter Tidens Skik
"omstændelig og taletrængt med en lang gudelig Formaning; men
den syge svarede: "Tal kort og giv mig heller et Lægemiddel mod
en daarlig Mave og et brændende Hoved
." Under Sygdommen var han
endnu af og til oplagt til Spøg med dem, der søgte at holde
Livet i ham. Da en af dem spurgte, om han fattedes noget, svarede
han: "Ja, Himmerige, men det kan Du ikke give mig." Paa
Skriftefaderens Opfordring til at bekende sine Synder, svarede
han fortørnet: "Du vil da ikke, at jeg skal bekende mine Synder
for Dig
!" – "Nej," sagde Skriftefaderen, men for Gud". – "Ja,
det kan jeg gøre Dig foruden, og jeg gør det ogsaa. Hørte Du
ikke, at jeg sagde, at jeg veed, at jeg har syndet?" Til de
omkringstaaende sagde han derpaa: "Jeg tilgiver mine Fjender
og beder enhver om Tilgivelse for hvad Uret, jeg selv har
begaaet. Forkynd dette til alle!" Sine Sønner opfordrede han
til Enighed og Fasthed i Troen paa Gud. De sidste tre Uger
laa han mest stille hen, ofte foldende Hænderne i tavs Bøn.

Da hans Endeligt var nær, modtog han Sakramentet efter at have
aflagt Trosbekendelsen. Hans Søn Johan besvor ham derpaa, efter
Tidens Skik, at blive fast heri. Da forlangte den døende Pen og
Blæk og skrev med rystende Haand til Svar: "Een Gang bekendt og
derved blevet
; eller ogsaa hundrede Gange udtalt" ... Her
svigtede Kræfterne ham, og han fik ikke Sætningen fuldendt. Men
da tog Skriftefaderen fat og raabte den døende Formaninger og
Skriftsteder til. Tilsidst afbrød Sten Lejonhufvud ham med de
Ord: "Det er forgæves, alt hvad I raaber. Herren hører ikke
mere." Men Præsten bøjede sig ned over den døendes Hoved og
sagde: "Naadigste Herre og Konge! Troer I paa Jesum Kristum og
hører min Røst, saa giv os et Tegn derpaa!" Til alles Forundring
svarede Kongen med høj Røst: "Ja." Dermed døde han[2].
– Kirkens Skik havde sejret.

Efter alle disse Eksempler paa, hvorledes man rettelig burde
dø, kunde det synes ganske overflødigt at gøre Modprøve ved at
se, hvad Datiden forstod ved en ond Død. Det har dog sin
Interesse at undersøge Sagen ogsaa fra denne Side; men vi kan


[1] Olof Celcius: Gustaf den
Förstes Historia II (Lund 1792) S. 781.
[2] E. G.
Gejer: Gustaf Wasas og hans Söners historia. 160—61. (Örebro 1836.)
—- E. Hildebrand i Sv. Hist. Tidsskr. 1899. S. 296.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free