Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Ligvagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Traktement,[1]
saa bevarer de herved ubevidst fremdeles
den sproglige Forbindelse med Hengist’ og Horsa’s Dage.
Men allerede hos Kelterne forekom Skikken. Deres Efterkommere i
Irland, Højskotland og Wales har tildels bevaret den endnu i den
gammelkeltiske Form.
Om Højskotterne[2]
f. Eks. hedder det 1769: Vaagenatten
tilbringes saaledes: Om Aftenen, efter at en er død, kommer den
afdødes Slægt og Venner sammen i hans Hjem med Sækkepibe eller
Fedel. Den nærmeste Slægtning, være sig Viv, Søn eller Datter,
begynder en tungsindig Dans med Graad, ja heftige Skrig. Paa
denne Maade bliver alle ved indtil Daggry. Men – tilføjes der,
og dette viser, hvorledes ogsaa denne Skik i Tidernes Løb er
bleven tilsat med nyt – for de unges Vedkommende er Dansen
ofte saa fuld af Krumspring og Løjer, at de synes herved at tage
sig Tabet mere end betalt. Forbliver Liget ujordet i to Nætter,
gentages det samme næste Nat. – I det nordlige Wales, siger
samme Forfatter, betegnes Skikken med et Ord, der baade betyder:
"Vaagenat" og "Klagenat" (Wyl nôs).
At vaage over den afdøde har da vistnok været en naturlig
menneskelig Skik. Mangehaande Hensyn kan herved have gjort sig
gældende: Trangen til at værge den døde mod vilde Dyr eller
mod onde Aander eller til at værge de efterlevende mod den døde
ved at passe paa, at han ikke slap bort og "gik igen". Omhu for
den døde, hvis det skulde vise sig, at han vaagnede til Live
paany. Ærefrygt, Sorg, alt har kunnet udtrykkes i denne Skik.
Og smukt var disse Hensyn bragte til Enhed i den katolske Form
for Skikken, hvor Slægt og Venner, hyppigt med gejstlig Bistand,
under Sang og Bøn, ved tændte Lys holdt Vagt over den afdøde.
Men, som det alt vil være tydeligt, den katolske Skik (Fig.
25) var ikke en oprindelig, men kun en Samlingsform for
forskellige, der stammede mangesteds fra og kun med Møje
holdtes sammen i Kraft af et kirkeligt Magtbud. For blot at
nævne en af dens Bestanddele, de tændte Lys, saa var disse
sikkert af hedensk Herkomst, hvad enten de nu skrev sig fra
Ægypterne som Betegnelse for Liv, eller de som blot Ild angav
det rensende Værn mod alt ondt. Ja, i selve Præstens Salmesang
klang der maaske, naar man ret lyttede til, en anden, tidligere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
