- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
110

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Meddelelse om Dødsfald

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

undertiden følgende Tilføjelse: "Dødsbudskabet meddeles
kun paa denne Maade." Det er Dødsanmeldelsen over det
16de Aarhundredes Begravelses-Indbydelser og Bedemænd.

*



Der var en Kres, til hvem hverken Breve eller Bedemænd var
passende Bud
. Og dog havde den berettiget Krav paa at faa
Dødsfaldet meddelt. Undlodes dette, kunde den falde paa, naar
den ad anden Vej erfor det, af sig selv at "følge" den døde.
Men dette maatte for enhver Pris undgaas. Hensigten med
Dødsanmeldelsen var da her just at bede den om at blive hjemme,
hvor den var. Derfor kunde heller ingen fremmed bringe dette
vanskelige Budskab. Den afdødes nærmeste maatte selv personlig
være Budbringer.

Denne Kres var den afdødes levende Ejendele: Husdyr og Planter.
Ifølge ældgammel Skik – fælles for alle Gotogermaner – skyldte
man ved Dødsfald, særlig naar det var Husets Herre, der var død,
at meddele dette til hele Gaardens Besætning, den firbenede ikke
mindst. Den udgjorde jo en væsentlig Del af Hjemmet og tog Del
med i dets Glæde og Sorg. Lænkehunden vidste det vel allerede.
Dens Tuden vidnede om, at den havde set, hvad der var usynligt
for andre, alle de hemmelighedsfulde Væsner, der møder op, hvor
Død er i Gaarde. Men over i Stalden maatte den afdødes nærmeste
gaa og hviske Nyheden i Øret paa hver enkelt Hest og Ko: "Sørg
ikke: Vor Far er død." Og ud til Bistaderne i Haven maatte han,
banke paa hver enkelt og melde det skete. "Imme! din Herre er
død – forlad mig ikke i min Nød!" siges der i Westphalen[1].
I Køgeegnen nøjedes man endnu i vore Dage ikke hermed, men
smykkede ogsaa siden, naar Ligstuen pyntedes med hvidt, hver
enkelt Bistade paa lignende Vis[2]. Thi et flygtigt
Folkefærd er Bierne. Behandles de ikke med yderste Hensynsfuldhed,
saa flyver Sværmen væk. Rigtigst var det ogsaa, som Hjertet
tilsagde En, at melde det videre til Træerne i Haven og Sæden
paa Marken. Blot saa meget som et Baand bundet om et Frugttræ,
for at ogsaa det fattige Skind kunde vise sin Sorg, var maaske
nok til at sikre en rigelig Høst. Og selv i nysaaet Sæd spirer
lønlige Tanker. I Drætiden kan enhver se, hvor de hæver sig.
Betimelig Omhu virker Afgrøde.


[1]
A. Wuttke: Der deutsche Volksaberglaube der Gegenwart. (Berlin 1869)
§ 727.
[2] H. F. Feilberg: Dansk
Bondeliv II 106.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0110.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free