Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Kvindernes Virksomhed. Tvætning. Ligge paa Straa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blev ligesom deres Barn. Og i en Haandevending skabte de en ny
og dog ældgammel Skik.
Hvor voldsomt denne Nydannelse foregik, da Kvinder afløste Kirken,
kan ses af et lille, men ganske betegnende Træk. Folkemeningen
lod disse Kvinder tillige arve Kirkens Evne til at forvalte
Naademidler, udføre en Slags Daab og uddele en Art Nadver.
"Ligtvætningen", som den nu foretoges af Kvinderne uden Frygt for
Besmittelse og uden kirkelig Sikring, blev i Folketroen til en af
dem forrettet Daab. De indviede det "salig Lig" til Himmerig ved
et Renselsens og Fornyelsens Bad, og, som vi skal se, fik endog
det af dem til Tvætningen benyttede Vand overnaturlig Kraft. Ved
"Kistelægsgildet" uddelte Kvinder en Art Nadver. Endnu
omkring 1820 gik i det vestlige Sønderjylland ved
"Kistelægsgilder" tre, fire Piger omkring, hver med sin Skaal
Sirupsbrændevin og gav heraf enhver af Gæsterne en Skefuld
tillige med et Stykke Brød uden Smør, blot med en Skive Ost paa.
Skikken voldte ingen Anstød. Det var tværtimod et gængs Udtryk
for at vente sin Død: "I faar nok snart en Skefuld over mig"[1].
Sandsynligvis har der overhovedet aldrig været nogen kaad
Bagtanke herved, men Folkemeningen har fra første Færd i al
Troskyldighed fundet det rimeligt, at naar Kvinderne kunde
forrette den bortgangnes Daab, kunde de ogsaa uddele Brød og
Vin til de efterlevende.
Den væsentligste Ændring, der foregik efter at Kirkens
Myndighed var gaaet over i Kvindernes Hænder, var dog vistnok
den forandrede Opfattelse af, hvad den døde nu var. Ifølge
Romerkirkens Tankegang havde den døde været en slumrende, et
Barn, der betroedes igen til Kirkens Moderskød, hvorfra det
en Gang skulde opstaa paa Dommens Dag. Den lutherske
Gejstlighed søgte tildels at bevare samme Forestillingsform.
Rasmus Katholm sang derfor:
Lad Legemet sove uden al Plag’
I Jorden til den yderste Dag!
og Anders Sørensen Vedel:
Hans Legeme hviles i sorten Jord,
Sover i sit Herberg sødelig,
Indtil Kristi Basun og Ord
Fremkalder alle Mennesker saa vide[2].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
