Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 13. Kistelægs-Gilde. Lit-de-parade. Afskedsmiddag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sligt var imidlertid ikke værdt at tænke for meget paa nu.
For at skærme den døde medgav man ham ogsaa Salmebog under
Hagen, Staal og Kors paa Brystet, samt sørgede for, at Pengene
var hos ham. Husets Herre og rette Vært var han endnu. Det følte
enhver, idet de lagde ham højtidsklædt tilrette i det nye Leje.
Paa Ryggen selvfølgelig. Ingen ugudelig Drejning til højre eller
venstre. Hvad sligt kunde føre til, det fik man at mærke i
Helsingør 1636. Her havde Kvinderne ved Ane Poulsdatters
Kistelæg ladet sig forlede af en tysk Soldaterkone til at handle
ilde. Det var jo i Pestens Tid. Men denne kunde fordrives, sagde
hun, ved at lægge en uskyldig Pige paa venstre Side i Kisten. De
gjorde da saa. Pesten tog ogsaa af, men Rygtet tog til. Da det
kom Borgmester og Raad for Øre, samledes disse og fældede den
Dom, at "endog samme Piges Lig er begraven for rum Tid siden,
saa efterdi sligt hos mange har foraarsaget Tvivl og vrang
Mening, dømmes de til at tage Kisten op og lægge Liget ret udi
Kisten, som et kristen Menneske ordentlig lægges"[1].
Naar den døde var lagt i Kisten og hvilede her i sin Pragt,
foregik det sidste og besynderligste Optrin. Man samledes til
et Afskedsmaaltid, hvorved den bortdragende sidste Gang
optraadte som Vært, og før Skilsmissen bød sine gamle Venner
paa et Bæger.
For fuldt at forstaa denne paa engang saa naive og frastødende
Skik, der uden at volde Anstød har holdt sig hos Nordens
Bondebefolkning næsten indtil vor Tid, maa man vistnok søge dens
Herkomst i Hedenskabets Dage. At den har været Høvdingskik
dengang, kan vel ikke med Sikkerhed bevises, men meget synes at
tale herfor. Hvor skrapt end Romerkirken forfulgte alt sligt,
kunde den dog ikke i Middelalderen faa afskaffet den ældgamle
Fremgangsmaade ved Kongebegravelser, som er bedst kendt fra
Frankrig under Navn af Lit-de-parade (Fig. 37). Som bekendt har
Navnet og en Del af Skikken fra dette Land atter i den nyere Tid
bredt sig til hele det øvrige Evropa, og anvendtes i Danmark
sidste Gang ved Christian VIII’s Død. Skikken i sin Oprindelighed
bestod i, at den afdøde balsameredes og – for at enhver kunde
overbevise sig om, at det var ham, der var død – henlaa paa et
Paradeleje, synlig for alle. Saalænge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
