- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
150

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 13. Kistelægs-Gilde. Lit-de-parade. Afskedsmiddag

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

har de muligt haft til Forudsætning dunkle Minder om en Skik,
der laa til Grund ogsaa for Nadverens Indstiftelse
. Det synes
at være en menneskelig Trang, der har let ved at falde i Skik,
ved Afsked med en langt bortdragende eller døende: i Forening,
som Enheds og Gensyns Pant, at nyde et Sindbillede paa det
nærende og bevarende
. I Middelhavslandene har Brød og Vin været
det nærmest liggende Sindbillede herfor, i Norden: Brød og Salt,
indtil Romerkirkens Syn ændrede Begreberne. I Danmark skete
dette saa grundigt, at man efter Reformationen valgte Brød og
Vin som Sindbillede, maaske ogsaa ubevidst under Indtrykket af,
at nu var ogsaa Nydelsen af Vinen ved Altergang forundt Lægfolk.
I Rusland derimod havde Kirken ladt de gamle Begreber om Salt og
Brøds signende Magt uantastede. I England bevaredes endnu i det
16de og 17de Aarhundrede den Skik at lægge Salt paa den døde[1].
I Danmark vedblev man i det 18de Aarhundrede at sværge paa Salt
og Brød[2].
Det sidste uklare Minde om Oldtidsskik i
Danmark er den bekendte Børneleg, hvor tre Slag og Ordene: "Salt
og Brød for mig
!" er Løsningstegnet.

*



Gildets Slutning og Afskedens Stund nærmede sig nu. Enhver af
Gæsterne gik hen og sagde Farvel til Værten, idet man med sin
højre Haand berørte den dødes højre Haand, der laa paa Brystet,
og stundom tillige lagde sin Haand paa hans Pande eller Kind.
Dette var endnu omkring 1850 Skik hos Bønderne paa Vestkysten
i Nørrejylland, men brugtes ikke mere i Købstæderne[3].
Som Minde om Skikken har holdt sig andetsteds i Danmark den
Overtro, at man ikke gerne maa se et Lig uden at røre derved,
ellers vil den døde altid "staa for en"[4].

Ved denne sidste Afsked var det vistnok tilladt for de nærmeste
at give sine Følelser Luft og udtrykke sin Bevægelse. Ingen Form
for Overtro forbød det i hvert Fald som i Dødsøjeblikket. Og
senere Skik i enkelte Landsdele kunde maaske tyde paa, at det
har endog her været anset for passende. Dog tør man vist gaa
ud fra, at den stille, beherskede Sorg, den Gang som nu, har
faldet de fleste naturlig. Det var en haardfør Slægt, for hvem
Taarer og mange Ord ikke laa nær. Som noget tungt, uformeligt,


[1]
John Brand: Popular antiquities of Great Britain, by Carew Hazlitt II
(London 1870). S. 171—73.
[2] Flere Eksempler herpaa findes samlede af H. F.
Feilberg i Dania VIII 94—95.
[3]
O. Lund: Pennetegninger fra Vestjylland. Mscrpt. S. 168.
[4] I Kamp:
Folkeminder. S. 387 no. 34.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0150.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free