Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 14. Husets Dragning. Rangforordnet Sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at drage saavel Stuen i Hjemmet som Kirken med sort Klæde. Men
med dette Trin faldt ogsaa denne Forrettighed bort. Nedefter
maatte man nøjes med i Kirken et sort Tæppe under Kisten og Flor
om Kandelabre, i Hjemmet med hvidt "Hjemmegjort". Men alle fulgte
i sluttet Trop saa tæt som muligt efter det sorte Klæde, og mange
smaa Overgreb forekom, førend man naaede ned til den blot hvide
Dragning i Ligstuen. Kors, Blomster og Bogstaver i udklippet sort
Papir viste her som Silhouetter Profilen af den gode Vilje.
Hvor skønt, simpelt og sandt var ikke dette Enevældens Billed, et
og samme i Live og i Døde! For oven Gud og Kongen, der som med
udbredte Arme sagde: "Kommer hid til mig!" Dernæst paa Rangstien
opefter hver god Undersaat kravlende, kravlende. Nederst paa
Jorden den i Beundring fortabte Flok, der længtes efter at tage
fat. Men naar Trængselen paa Stigen blev for vild, Lysten til at
hædre den døde og selv at hædres for stærk, lød det i malmfulde
Toner fra Kirken ud over Menigheden: Med "Sorgen" og Klagen hold
Maade! Ved de højeste Rangspersoners Begravelser kunde Toner som
disse – for klækkelig Ekstra-Betaling naturligvis – faas ledsagede
af Basuner.
Enevældens Tid, særlig omkring Aar 1700, var "Dragningens" og alle
øvrige Begravelses-Ceremoniers højeste Blomstringstid. Kun for en
gnaven Betragter, Holberg, kunde Tilstanden tage sig saaledes ud:
"En stakkels Kone mister sin Mand, som, jeg sætter, efterlader
hende nogle Skillinger, som hun ved Forsynlighed kan leve af.
Fornuften siger, hun skal konservere dem, men Moden siger, hun
skal give sin Mand en hæderlig Begravelse: det er at sige paa
anden Danske, hun skal udstaffere det døde Legeme, betrække alle
Vægge, Stole, Stuepiger, Kokkepiger, Ammer, Kuske, Heste (med
Tiden skal vel Skødehundene overtrækkes ogsaa). Med eet Ord, hun
skal gøre saadan en hæderlig Begravelse, at hun har intet tilbage
at føre et hæderligt Levned med"[1].
For andre tog det hele sig modsat ud. Yppig Frodighed, men dog
overalt i dette rigt pulserende Liv lovbestemte Maal og Grænser,
den trygge Følelse af, at Øvrighedens Øje evigt vaager. Og med
Rette. Læs f. Eks. Indberetning fra Byfogden i Aarhus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
