Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 14. Husets Dragning. Rangforordnet Sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man formaaede. Ingen vilde være Angiver. Og da endelig Christian IV
lukkede sine Øjne 1648, og Spillet kunde gøres op, havde Skikken
vundet, Kongen tabt. Regnskabet offentliggjordes i Forordningen af
11te Juni 1654, hvori det med en mærkelig Aabenhed udtaltes, "at
det nu er brugeligt at drage og ganske omklæde Ligstuen."
Forgæves søgte Frederik III at stemme op herimod ved i samme
Forordning at forbyde Dragning og kun tillade, at der anbragtes en
"Himmel over Liget". Allerede i Forordningen af 26de Marts 1656
maatte han stiltiende give efter, idet han befalede, at "der ej
maa drages uden med hjemmegjort Lærred eller Drejl". I nogle Aar
glemtes nu den hele Strid over alvorligere Sager. Det var
Fædrelandets Liv og Død, hvorom det nu drejede sig, om, hvorvidt
Vinteren og Fjenden virkelig havde Ret i allerede at drage med
hvidt om det døende København. I Februar-Natten 1659 piblede der
røde Draaber frem i det hvide, og Aaret efter strakte der sig en
lang, rød Klædesstribe fra Tribunen foran Børsen hen til Slottet,
Højtidsstien, ad hvilken Frederik III vandrede, hyldet som
arvelig Enevoldsherre.
Under Enevælden fik "Dragningen" Lys og Luft. Og ganske naturligt.
Thi hvad var Livet andet end en stor Himmelstige, "Dragning"
Tallet paa de Trin, man var naaet til Vejrs? Øverst, nærmest ved
Gud tronede den enevældige Konge. Naar Allerhøjstsamme ved sin Død
gjorde det Par Skridt opad, der manglede, og behagede at blive
højsalig, skulde ikke blot hans tidligere Bolig, men Kirken
tillige drages med sort Fløjl, spættet med Guldkroner, Stjerner og
sølverne Dødningehoveder. I tilbørlig Afstand fra ham, men dog højt
oppe paa Rang- og Himmelstigen, kom dernæst Landets mest fortjente
Mænd, Gehejmeraader, Lensgrever og deslige. Ved deres Bortgang
droges tre Stuer i Hjemmet samt Kirken, dog ikke Prædikestol og
Stolestader, med sort Klæde, hvori, i det mindste i Himlen over
Kisten, som Taarer var anbragt et sømmeligt Antal aabne Kroner,
Stjerner og Dødningehoveder, alt dog kun af Sølv. Længere ned
efter, "indtil Landsdommerne inklusive", svandt Stuerne ind til to;
herfra atter hos "de andre i Rangen og Adelen" til en. Samtidig
faldt alle Sølvforsiringer bort; alvorsfuldt og stille manede blot det
tavse sorte til Sorg. Klæde, forstaar sig. Thi endnu var det tilladt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
