Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 15. Sørgedragt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
katolsk Opfattelse ikke maatte gifte sig paany, aflagde i Reglen
ikke mere Sørgedragten, men vedblev at være "hænglede" hele deres
Liv. Med Grund veed derfor Christiern Pedersen i sin Jærtegns-
Postil at berette om Jomfru Marie efter Jesu Korsfæstelse og
Gravlægning, at "dèr hun og Skt. Hans paa Langfredag Aften kom
til Staden, da hænglede og svøbte Jomfru Maries Søster hende, som
det var Sædvane dér at klæde Viduer"[1].
Den katolske Sørgedragt var let fattelig i sin Billedtale. Naar
de efterladte med Hætter, Kaaber eller tæt Slør over Hovedet
fulgte den afdøde, da havde Sorgen for en Stund viet dem alle
til Gud. Ligfølget syntes at bestaa af lutter Munke og Nonner.
Lutherdommen havde ikke noget væsentligt at føje til den gamle
Skik og Tankegang. Men dog omformede den dem, pustede dem op og
forvandlede Skikken til en Mode. Paaskudet, Anledningen var den
lange Ventetid mellem Død og Grav, der tillod rent skræddermæssigt
at afgøre, hvorledes Sorg sømmeligt burde udtrykkes.
Udviklingsgangen blev her, som overalt paa disse Omraader, en og
samme. Efter den nordiske Syvaarskrigs Ophør 1570 tog
Overdrivelserne saadan Fart, at Regeringen, om end nødigt og ret
lemfældigt, maatte skride ind ved Recessen af Kallundborg 1576 og
afskære enkelte Vildskud. Efter hundrede Aars Forløb naaede man
under Enevælden til de samme Overdrivelser, der nu 1682 fik
Lovhjemmel som Forrettigheder for de højeste Rangklasser.
Eksemplet i det 16de Aarhundrede gaves som rimeligt var fra
oven, baade i Danmark, Norge og Sverige. Da Christian III døde
1559 og Gustav Vasa 1560, stod man, beklædningsmæssigt, overfor
et ganske nyt Tilfælde. Den lærde Stand og den kun lidet
betydende Gejstlighed gik vel endnu til daglig sort klædt og
med lange Kapper. Men hvad der smagte af kirkeligt havde
iøvrigt siden Reformationen tabt i Kredit. Ingen adelig Slægt,
ingen Gren af Statsstyreisen tålte længer nogen Gejstlig i sin
Midte. Enhver Adelsmand, der vidste lidt Besked, gik nu efter
spansk Mode i kort Kappe, der kun dækkede Lænderne. Den lange,
sorte Højtidskappe, der havde været god nok endnu til at sørge
i 1533 ved Frederik I’s Død, var nu en ældre Invalid, hvis den
ikke alt var afgaaet ved Døden og havnet som Betræk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
