- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
178

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 15. Sørgedragt - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tydeligst fremtræder dette dog østen for Sundet. I en Linie fra
Skaane til Øland[1], og andetsteds tillige, f. Eks.
Nerike[2], bærer Kvinderne ved Begravelse, foruden
den sorte Dragt, paa Hovedet en hvid firkantet Dug, hyppigt
kaldet "Wifklade", der er tæt fæstet under Hagen, saaledes at
den hænger firkantet ned over Øjnene og ligesaa over Skuldrene.
I de sydlige Sogne paa Øland bærer de desforuden et hvidt Lagen
over Ryggen, ganske som det i Stockholm endnu i det 17de
Aarhundrede havde været fornem Skik at bære lang, hvid Kappe[3].
I andre Egne af Sverige derimod har Kvinderne Kaaben over Hovedet,
saa Ansigtet er skjult, eller er iført lange, sorte Kapper kun
brugelig ved denne Lejlighed[4]. Overalt falder det Udtryk som
afsig selv: de ligner Nonner.

*


16



Endelig kom den afgørende Dag, Begravelsesdagen. For en Bybeboer
i Nutiden er alt, hvad Begravelse angaar, lagt i den Grad til
Rette, at han mod Vederlag kan unddrage sig det meste personlige
Besvær herved og saaledes ogsaa unddrage sig den fulde
Forstaaelse af, hvad her egentlig foregaar. Paa Landet staar man
selv nu til Dags de afgørende Vanskeligheder allerede nærmere
paa Livet. I det 16de Aarhundrede var man i By som paa Land
Virkeligheden endnu nærmere baade i Indtryk, Forstaaelse og
deraf fremkaldte Skikke.

Sagen i sin brutale Simpelhed er jo denne: En tidligere Beboer
forpester ved sin Død Hjemmet og gør det ubeboeligt for andre.
Hvo skal vige, den døde eller de levende? Og hvad giver man den
Part, der maa fortrække, Anvisning paa i Erstatning for det,
den opgiver? Dommen fældes som bekendt af den ene af Parterne,
de levende. Og fra Tidernes Morgen har de i de allerfleste
Tilfælde benyttet sig af denne Fordel og tilkendt sig selv
Retten. Selv om den døde uomtvisteligt nys var Ejer af det hele
Hjem, frakendes det ham helt og holdent. Samfund og Arvinger
deler Byttet. I Erstatning tilkendes der den døde kun et snævert
Opholdssted samt Anvisning


[1] H. P. Klinghammer: Minnen från 1829—39
(Helsingborg 1841). S. 55 — Joh. Åkerman: Hellestad Pastorat
(Lund 1828). S. 19. — I. I. Öller: Jemshögs Sochn i Blekinge
(Wexiö 1800). S. 247. — S. L. Gahm Persson: Beskr. 6. Öland
(Upsala 1768). S. 180.
[2] H. Hofberg: Nerikes gamla Minnen (Örebro 1868).
S. 204.
[3]
Whitelockes dagbok. (Posses Begravelse.)
[4] Forsell: Eet Aar i Sverige
(Stockh. 1827). Tavle 43. — I. Alvin: Wästbo Härad i Jönköping Län
(Jönk. 1846). S. 202.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0178.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free