Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 16. Den Døde bortbæres af Slandsfæller. Farvel til den Døde. Den Dødes Farvel. Midler mod Gengangere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa et andet, et hinsidigt Hjem. Retshandlingens, Afgørelsens
mest iøjnefaldende Udtryk er, naar de levende gør kort Proces
og med Magt bærer den døde bort fra hans tidligere Eje.
Hvo bør her være Rettens Udøvere? Det er klart, at den Skik,
som Nutiden ofte ser anvendt, at de nærmeste Slægtninge udbærer
den døde, er en sen Udløber, ensidigt næret af Følelser, der gør
Forsøg paa at tilsløre Magthandlingen. Retsligt, fra Statens
Synspunkt set, maatte en Ordning som denne fra første Færd tage
sig mislig ud, idet der jo herved overlodes nærmeste Arvinger at
tage sig selv til Rette, og Misbrug laa nær. Det maatte netop være
magtpaaliggende at fremhæve, at Afgørelsen var ligesaa nødvendig
som uinteresseret. I et lovordnet og udviklet Samfund kunde derfor
fornuftigvis kun være Tale om to Udførere af denne Handling, enten
Staten selv eller Repræsentanten for det hinsides, Kirken.
Middelalderen igennem havde ogsaa disse to, Stat og Kirke, kæmpet
om Forretten til at fjærne den døde. Dette viste sig tydeligst
naturligvis ikke ved ringe Folks Begravelse, hvor Retten kun var
Ulejlighed, men ved Storfolks, hvor der var Ære og Indflydelse at
vinde. Selv ved jævne Borgerfolks Bortfærd kunde det stundom syne,
naar Baaren båres mellem kutteklædte Mænd, Præst gik forud, og
Peblinge istemte latinske Salmer, som om det her var Kirken, der
helt havde sejret. Det forholdt sig dog ikke saa. Dertil var de
ældgamle Retsbegreber fra Hedenskabets Dage for sejge og sikre.
Den Retsregel, som man ikke fraveg, var tværtimod denne: Det er
Staten, Samfundet, der bortfører den døde. Da Statens Overhoved
eller hans Embedsmænd imidlertid ifølge Sagens Natur ikke kunde
rejse rundt og afsige og udføre alle disse Udsættelsesdomme over
de døde, overdroges dette Hverv til dem, der afgav mest
Betryggelse for dets lovlige Udførelse. Ikke til de forsamlede
Slægtninge, thi de var for stærkt Parter i Sagen, men til
kyndige og "uvildige" Mænd, der stod Stat og afdød lige nær: den
afdødes Standsfæller. Ved denne Ordning kom ogsaa Kirken til den
Ret, den kunde gøre Krav paa. Gejstlige udbåres af Gejstlige.
Men naar disse ellers stimlede sammen ved verdslige Storfolks
Jordefærd, saa mødte de ikke som Myndigheder i det Hjem, den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
