Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 17. Ligtoget. Peblingerne. Salmesang. Lys. Præsterne. Den Døde. "Følget". "Føre Lig om Lande"
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gælde. Ved en Borgemesters eller anden Matadors Begravelse
var der stærk Rift om at faa en Indbydelse til "at følge", muligt
komme som "Ven", ja, hvo kunde vide, maaske endog gaa hos
Trauermanden. Hvor livlig Deltagelsen var, og hvor rundhaandet
Trauermanden stundom uddelte sine Æresbevisninger, kan ses af et
Par Eksempler. Da Præsten ved Set. Catharine i Hamborg, Dr.
Hinckelman, døde 1695, var der ved Begravelsen 375 Par lange
Sørgekapper. Muligt var dette Lumskeri af enkelte for, i det
mindste paa Hjemvejen fra Kirke, at blive anset for at have
gaaet hos Trauermanden. Men ved Frau Seniorinn Schultz’s
Begravelse 8de Febr. 1697 var ialt 1050 Par indbudne. Og ved
Borgemester Johan Schulte’s Begravelse 9de Marts samme Aar
havde Trauermanden og de forreste alt siddet to Timer i Kirken
og ventet, førend Slutningen af Følget var naaet til Kirkedøren[1].
Denne hamborgske Ordning i det 17de og 18de Aarhundrede var
ikke tilfældig, men et Rodskud – ganske vist drivhusplejet og
overkultiveret – af ældgammel gotogermansk Skik. Trauermanden
og den ved alle nordiske Bondebegravelser i vore Dage, eller
dog indtil for kort Tid siden, forekommende verdslige Overleder:
"Køgemesteren", er en og samme Figur fra Vikingetiden,
som Romerkirken kun havde faaet skuffet over, men ikke helt opluget.
Det blev dog hverken den 16de Aarhundredes Ordning: Skole og Kirke
før, Mænd og Kvinder efter Baaren; eller Formlen: Krapyl til Fods,
den døde og Følget til Vogns; helter ikke den militære Ordning eller
Rangforordningens, eller den hamborgsk-gammel-nordiske med
Trauermand eller Køgemester, der under Enevælden i Danmark hjembar
Skønhedsprisen. Alle optoges og anvendtes de mere eller mindre.
Men Skønhedsprisen vandt en sjette Form: den natlige Begravelse.
Ved denne kom det ikke an paa Følgets Orden og Udstyr, alle afgav
kun sorte Skikkelser, der virkede dekorativt som Modsætning til
Lysenes Illumination. I denne Form naaede Enevældens Begreb om
Begravelse, som den burde være, sit højeste Udtryk. Ligesom i
Enevælden selv var her det pompøst højtidelige til Stede i sin
Fylde med stærke Modsætninger i Spand. Det Indtryk, der
fremkaldtes, svarede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
