Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uhyggeligt var der i det 16de Aarhundrede paa Kirkegaarden; men
langt, langt uhyggeligere var det dog at tænke sig at skulle
hvile udenfor. En ubestemt Rædsel, en uklar, men ubetvingelig
Fornemmelse formede denne Maade at jordes paa til Højdepunktet
af al Ulykke, det sikre Vidnesbyrd om evig Fortabelse. Det var
levende Minder fra Katolicismens Dage, da dette havde været
enstydigt med at være udstødt af Kirken, bandsat. Ved Hjælp af
dette forholdsvis simple Middel havde Romerkirken udøvet maaske
sin stærkeste Magt. Med fin Forstaaelse havde den indset, at
Skammekrog overfor Børn, kyndigt anvendt, er den haardeste Straf.
Henimod Middelalderens Slutning var der ganske vist indtraadt
nogen Slaphed i saa Henseende. Romerkirkens daværende Tilbagegang
havde blandt andet ogsaa ytret sig i Misbrug af dette Middel. For
at ægge den aftagende Respekt for Kirken og dens Mænd, havde man
indladt sig paa for hyppig Anvendelse af eller dog Trusel med
dette Middel. Gennemlæser man f. Eks. Biskop Lage Urnes
Bestemmelser af 1517, var der en hel Række af Overtrædelser,
naturligvis især mod Kirken, der alle burde straffes med Udelukkelse
fra kirkelig Begravelse[1].
Hele denne Myndighed gik i Arv til den lutherske Gejstlighed og
samtidigt opskræmmedes Sindene ved den stærke Vægt, der nu lagdes
paa Djævlelæren. En Rædsel, saa stor som nogensinde, opstod for
rent legemligt at gives Djævelen i Vold ved at begraves udenfor
Kirkegaarden. Nutiden har bevaret Rester af denne Frygt for
Følgerne af ikke at begraves i "indviet Jord". Men Frygten taaler
nu ikke længer Dagslyset og svækkes ved Nydannelser som f. Eks.
Ligbrænding. For den første lutherske Tid stod det at "begraves
i Høj og heden Jord", som det den Gang kaldtes, som Toppunktet af
alt forfærdeligt. Det var ligesom at møde Djævelen uden at kunne
slaa Korsets Tegn, ubønhørligt at overgives i hans Klør udenfor
Kirkediget. Enhver kunde sige sig selv, hvorledes et saadant
Legeme en Gang paa Opstandelsens Dag maatte komme til at se ud,
naar Djævelen i Mellemtiden stadig havde haft det under
Behandling. Det vilde, sammenlignet med de andre "salig Lig",
være ukendeligt og ubrugeligt og maatte da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
