- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / XIV Bog. Livsafslutning /
287

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 20. Gravens Sted. Kirke eller Kirkegaard. Ligsten. Uindviet Jord. "Høj og heden Jord." Selvmorderens Plads

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

denne. Ingen, selv i det ypperste Følge, var saa sikker, at han
jo til Tider fornam Uhyggen af den usikre Underbund. Selv om man
ikke just var udøbt eller Selvmorder, saa havde dog denne Præst
det i sin Magt i det mest ubelejlige Øjeblik at drage visse
Historier frem, der endog kunde vanskeliggøre en "ærlig"
Begravelse. Naar Tanken herom paakom – og sligt laa saa nær,
mens Baaren eller Kisten bares til Lejerstedet – maatte selv
den værste "Nimrod" og Præstehader føle sig lille. Den usselige,
sorte Fyr derhenne havde i et afgørende Forhold som dette Magt
ikke blot over Smaafolk, men over Herren paa Gaarden tillige,
med samt hans Mælkedeje.

Godt var det dog, at det ikke altid gik efter Loven. Der var
ogsaa noget, der hed Evangelium. Det Dyr, der ved denne
Lejlighed ved sit Blod tvættede de smudskede rene, var
Udfærdskoen. Tanken om den lagde Tillid og Fortrøstning i de
usikres Blik, faderlig Mildhed i Hyrdens. I Byerne gjorde
rigeligt sort Klæde af bedste Slags det samme.

At Datiden havde et aabent Øje ogsaa for dette Forhold og var i
Stand til i visse Øjeblikke at kunne le ad sig selv, kan ses af en
lille Fortælling i en yndet dansk Morskabsbog fra 1613. Fortællingen
hedder "En Bonde døber sit Barn" og lyder omtrent saaledes:[1]

"En Bonde døbte sit Barn, før det døde, og gik med det til Præsten
at faa det begravet. "Siger jeg, det ikke er døbt, bliver det ikke
begravet i viet Jord. Siger jeg, jeg har døbt det, bliver han vred."
Saa sagde han til sin Søn: "Løs den unge Stud i Stalden og led den
efter mig til Præstens!" Da Bonden kom til Præsten, vilde han ej
begrave det i viet Jord. Men Bonden paastod, det var døbt. Præsten
sagde: "Hvad sagde du da, dér du døbte det?" Bonden sagde: "Jeg
døber dig i Navn Faders og den hellige Aands. Amen." Præsten sagde:
"Hvor blev da Sønnen?" – Bonden sagde: "Han kommer herude, ledende
med en smuk, ung Stud. Den vil jeg forære Eder med, at I vil begrave
det i Kirkegaarden." – Præsten tog Studen og erklærede, at det var
vel nok døbt."

*





[1]
Cl. Pors: Leffnets Compasz. (Kbhvn. 1612.) Blad N. N. 6.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Nov 20 21:33:09 2020 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/14/0287.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free