Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til at betegne: at oplæse Testamentet og pekuniært føre Ordet paa
Arvingernes Vegne[1].
Med den mest levende Andagt lyttede alle Tilhørere til Testamentets
Ordlyd for deraf at slutte, hvad Mand den afdøde havde været. Men
kun ukyndige lod sig blindt overbevise af dets Ord. Her som alle
Vegne galdt, at ogsaa Modparten burde høres. Rent forkasteligt og
ganske uforsvarligt var det, naar endogsaa den, der oplæste det,
lod sig rive hen deraf og forlede til lyriske Udbrud som "her
skulde enhver nok faa sit" eller lignende. At Rigsmarsk Jørgen Urne
f. Eks., der talte over Fru Helvig Urup, brugte Udtrykkene: "Enhver,
som har ret Krav paa den afdøde, skal faa sin Fordring betalt", kom
til at svie til hendes Arvinger længe efter[2].
Nej, først burde Modparten høres. Og forunderligt kunde Sagen
herved vende sig. Een efter een traadte de frem, disse skumle
Fyre med de vredladent borende Blik, og trak hver sit Gældsbrev
op af Lommen. Med Foden paa Graven, Kaardefæstet studst stikkende
frem mellem venstre Haands Handske og Hat, stod de dér og læste
det lange Gældsbrev op. Som "Jernkloder" fra Kartover slyngedes
disse Fordringer mod Testamentets sitrende Mur. Ja, som
Lænkekugler fløj de, Hovedstol med Renter, stundom saa mange, at
det båres de aandeløst lyttende Tilhørere for, som om
Testamentets Borg nu var jævnet med Jorden. Saa begyndte de
bageste at puffe til hinanden og le, mens Arven gradvis svandt
ind fra brusende Fugl til plukket Fugl, til pillet Skrog, til
Springgaas, som ingen fornuftig Mand gad jage.
Nutiden har ondt ved fuldt at fatte den Spænding, hvormed
Oplæsning af Testament og Gældsbreve fulgtes. I vore Dage har
man flere Veje til at danne sig et nogenlunde paalideligt Skøn
om en Mands Formuesforhold. Pantebøger, Veksler, Skatteligning
o. s. v. giver Vink. Og der er i hvert Fald nu anden Frist for
Arvinger og Kreditorer til at tage deres Forholdsregler. Den
Gang brød det hele ofte uventet løs ved Graven. Og i denne korte
Stund skulde det afgøres, om Kreditorerne fik deres Fordringer
godkendte, og om Arvingerne overhovedet havde Udsigt til at arve
noget eller burde foretrække at gaa fra Arv og Gæld. I sidste
Fald skulde dette meddeles med det samme.
Meget hyppigt var den, der "talte over Graven", tillige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
