Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ordfører paa Arvingernes Vegne. Dette kunde være et overordentligt
vanskeligt Hverv. Paa Generalforsamlingen ved Graven skulde han
hurtigt kunne danne sig en Mening og afgive bindende Erklæring.
Han mødte naturligvis saa forberedt som muligt, idet Arvingerne
gerne forud i Forening med ham havde overvejet, hvorledes Sagerne
stod, og hvad der burde gøres. Ved Johan Ruds Død 1609 havde endog
den døende selv deltaget i Forhandlingerne og faaet sin Hustru,
Anna Hardenberg, til at give Afkald paa at besidde Møgelkær efter
hans Død, skøndt hun havde hans Brev paa at maatte nyde den paa
Livstid. Dette synes at have været en meget snild Manøvre. Ejler
Qvitzov, der talte over Graven, oplæste ikke blot hendes
Afstaaelsesbrev, men meddelte tillige, at hun frasagde sig al Arv
og Gæld efter sin Mand. Herved væltedes hele Gælden over paa hans
Slægt, og Enken meldte sig derpaa selv som Kreditor, idet hendes
afdøde Mand havde solgt nogle Bøndergaarde, som hun havde medbragt
i Ægteskabet, hvilket hun nu krævede Erstatning for. Mandens
Arvinger dømtes senere til at betale dem[1].
Et Eksempel som dette viser, hvorledes der ikke blot kunde finde
en Overrumpling Sted, idet uventede Gældsfordringer oplæstes, men
tillige, at Arvingerne ikke altid stod Last og Brast sammen, men
gensidigt kunde søge at overliste hinanden. Et ret pudsigt Udtryk
for Arvingernes forskellige Opfattelse blev det, naar de desuagtet
brugte en og samme Talsmand. Ved Mogens Juels Begravelse f. Eks.
(1605) "havde Hans Dyre til Boller Ordet over Graven". Men paa den
afdødes Moder, Fru Inger Tidemands Vegne forsvor han Arv og Gæld
efter Sønnen, medens han paa Tyge Krabbes Vegne straks igen vedgik
og antog Arv og Gæld efter samme[2].
Sit Højdepunkt naaede Modsigelsen, naar der paa en og samme
Persons Vegne baade blev frasagt og vedgaaet Arv og Gæld efter
den afdøde. Dette hændte f. Eks. med Fru Karen Strange ved hendes
Mand, Kristen Juels Begravelse 1608. Hendes Frænde, Klaus Daa,
forsvor paa hendes Vegne over Graven Arv og Gæld efter ham. Men
Hans Rostrup, der "talte over Graven", vedgik – vel efter et nyt
udtalt Ønske af hende – Arv og Gæld paa hendes Vegne. En
Herredagsdom maatte fastslaa, at hendes første Udtalelse var
bindende[3].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
