Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 22. Hjemtur. Arveøl
- 23. De Dødes Opholdssted. "Nobiskro". Besvarelsens Utilstrækkelighed. Hvad er Døden?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ingen maatte gaa utilfredsstillet bort. Forgæves havde
Katolicismen i sin Tid forsøgt at udhungre Arveøl ved Krav
paa de fattiges Bespisning. Alt i Oldtiden havde man tænkt
paa disse. Endnu kaldes i Nordengland de Kager, der ved denne
Lejlighed bages til Uddeling blandt de fattige, Arveøls Brød
(arvelbread)[1].
Her staar vi ved Arveøllets dybeste Grundtanke, Forklaringen
af den Kraft, hvormed det atter brød sig Vej frem i det 16de
Aarhundrede. Det var et dristigt Forsøg paa at fremstille en
højere, lykkeligere Tilværelse, hvor alle havde det godt, et
Genskin af den Salighedstilstand, hvortil den afdøde nu var
indgaaet.
*
23
Menneskers Ophold i Paradis er kun kortvarigt. Ved Arveøl varede
det højt regnet i otte Dage. Saa spredtes Gæsterne atter for at
vende tilbage hver især til deres vante Sysler, Arvingerne ofte
tillige til Proces indbyrdes angaaende Arvens Deling. Som det gik
de efterlevende selv, gik det den afdøde i deres Bevidsthed.
Under Arveøllet havde han haft det godt, været i Paradis. Nu
blegnede dette Opholdssted, og han tænktes at være andetsteds.
Hvor var han?
Der er en naturlig Tilbøjelighed til at knytte Tanken om de
dødes Opholdssted til det Sted, hvor man har set eller veed, at
deres Rester er blevne henbragte, til Graven. I den hedenske Tid
havde man tænkt sig de døde boende i Højene. Siden Kristendommens
Indførelse forestillede man sig Kirken som deres Bolig. I deres
Skyggetilværelse mødtes de herinde, befolkede Stolestaderne,
holdt Fest med Musik og tændte Lys, altsammen om Natten. Thi
Natten var deres Virketid. Om Dagen hvilede de. I Skumringen
kunde man se inde paa Kirkegaarden, hvorledes de som svage
Taager hævede sig op af Gravene. Ve enhver, der ved Nattetid
kom ind iblandt dem! Den var dødsens, der af Kaadhed eller
Nysgerrighed vovede sig ind i Kirken for at være Vidne til deres
Sammenkomster. De greb ham, holdt ham, isnede ham død. Kun een Nat om
[1] John Brand: Popular antiquities of Great
Britain by Hazlitt. II 197.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0326.html
