Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kirker og Kirkegaarde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Epitafier. Det laa heller ikke i den besynderlige, verdslige Brug,
der stundom gjordes af Kirkerne, som naar man t. Eks. i Helsingør
plejede at tilhugge Kanonlavetter i en af dem,[1] eller
andre Steder ophængte Vinteren over Sejl og Skibsredskaber under
Loftet, og kørte med Hest og Vogn ind i Kirken for at læsse dem
af eller hente dem.[2] Men det uhyggeligt betagende laa
i den Luft, der slog en i Møde, saa saare man aabnede Døren. Det
var et Pust fra Graven, en Liglugt, der ikke lod sig fortrænge
hverken af Træk eller af Slud. Strømmende ud fra Sideskibenes
Kapeller, stigende fra Korets Omgang, piblende frem under Gulvets
Ligsten, gennemtrængte den forpestende alt og lagde sig kvælende
over alle dem, Gudstjenesten samlede herinde.
Faa intet andet Omraade har Slægt efter Slægt gjort saa dyrekøbte
Erfaringer som paa dette. Skøndt Kendsgerningerne raabte, er enhver
Tid bestandig paany gaaet ud fra det samme: Hvad Kirken erklærer
for rigtigt, kan umuligt af Sundhedshensyn være forkasteligt. Næppe
er dog nogen Slægt bleven stillet paa saa tung en Prøve i saa
Henseende som hin.
Thi hvad kunde vel være skønt og trøstende som den Tanke, at det,
som Døden adskilte, samlede atter Kirken? Derude i Livet stod den
hedengangnes Plads tom, men herinde i Guds Hus var man ham atter
nær. Gudstjenesten fik under slige Forhold en ganske egen, dyb
Betydning. Fredende og skærmende klang Orgeltonerne hen over de
forudgangnes Hvilested, en usynlig Menighed, talrigere end den,
der fyldte Stolestaderne, befolkede dette Sted, og – hvo kunde
vide det? – lyttede maaske til Ordets Forkyndelse. Dødens Brodd
var brudt, Graven var kun Kirkens rige Moderskød, der engang
atter skulde oplades, Kirken selv var Værn og Borgen for, at det
forkrænkelige skulde vorde iklædt Uforkrænkelighed.
Hvor fattigt, ja næsten forargeligt, var det saa ikke at tænke
sig dem, der jordedes paa Kirkegaarden! At graves ned som et
andet dødt Dyr, at ligge derude i Storm og Plaskregn fjærnt fra
Menighedens Sang og Kirkens Ly, at opløses og maaske engang
kastes væk med et Par Spadestik! Hvor var det muligt, at Sjælen
under slige Forhold kunde slumre i Fred, og hvor blev den
hellige Spire af, af hvilken Legemet atter skulde opstaa?
Intet Under da, at alle kappedes om at faa Plads i Kirkerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
