Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Senge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
engelske og flamske Tæpper trængte stærkt ind. Vævede i de bekendte
Mønstre: Ruder, Løvværk eller Ansigter, eller, naar det kom højt,
fremstillende hele Scener, baldyrede i Guld og Silke, overgik de
næsten i straalende Ydre de Fløjls og Gyldenstykkes.[1]
Naar en Seng da var udstyret, som den burde, udgjorde Sengetæppet
dens sidste og bedste Trumf. Svarende til Spærlagenet, eller rettere
overskrigende dette, lyste det som det kosteligste Stykke, en
indfattet Perle, ud mellem Spærlagenets og "Forladens" halvt til
Side trukne Gardiner. Vil man have et slaaende Indtryk af, hvor
vidt denne Overdaad med udenlandske Sengetæpper bredte sig,
behøver man blot at lægge Mærke til et lille Træk som dette:
Aar 1586 afsatte den kongelige Købmand ikke mindre end 21 Stykker
Nürnberger-Sengeklæder paa den fjærne Ø Vespenø under Island.[2]
Saa det saaledes ud her, er det fuldt forstaaeligt, at Bønderne
i England ved Aar 1600 saa godt som alle havde kostbare Sengetæpper
paa deres Senge.[3]
Men under hele dette Kapløb for at overstraale Omhænget tabte
Sengetæpperne lidt efter lidt deres oprindelige Betydning.
Oprindelig bestemt til Dække for den sovende gik de over til at
være pragtfulde Sengeoverkast, der Sommer som Vinter kunde
hænge ned paa begge Sider. Et af Gustav Vasas flamske
Sengetæpper med indvævede Dyrefigurer var saaledes over fem
Alen paa den ene Led og over 10 Alen paa den anden.[4]
Men haarde og stive af den megen Guld og Sølvtraad egnede de
sig kun lidet til at hylle sig ind i. Under dem maatte derfor
anbringes de beskednere Former, der var bestemte til virkeligt
Brug: Uldtæppe om Sommeren, Skindfeld om Vinteren.
Hermed var Døren aabnet for den nye Skik: at bruge Dyne om
Vinteren. Thi naar det Ydre var ligegyldigt, idet det skjultes
af Overtæppet, hvor langt at foretrække var saa ikke den lune,
bløde Dyne for den stive Skindfeld. "Dundyner", som Datiden
kaldte dem, sejrede derfor snart i Danmark. Ved Aarhundredets
Midte kunde man endnu hos gammeldags Folk træffe et Ulveskinds-Dække
eller anden Skindfeld;[5] men
Dyner blev mere og
mere almindelige. Christian den Tredie laa med Dyne, Frederik
den Anden ligesaa,[6] Peder Oxe synes end ikke at
have ejet noget Skinddække.[7] Selv i Felten brugtes
nu Dyne. Da Christoffer Gjøe saaledes under Syvaarskrigen skrev
hjem til sin Hustru om at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
