Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Hovedbeklædning. Hilsen. Haarsætning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturligt fremstille sig, det var om Retten til at beholde Hatten
paa. Til Hatten knyttede sig et ubestemt Begreb om Selvstændighed
og Uafhængighed. I den lange Tid, man havde baaret den faste Hætte og
siden Huen, havde Spørgsmaalet om Pligten til at blotte Hovedet hvilet.
Men jo mindre tilbøjelig man var til at tage Hovedbedækningen af, blot
fordi man kom ind i en Stue, des mere nødvendigt blev det nu at faa
klaret, om og hvornaar man skulde gøre det som Ærbødighedstegn.
Vi staar her overfor et af de vanskeligste Emner at finde Rede i.
Saa underligt det lyder, er nemlig alt, hvad angaar Høflighedsudtryk,
særlig Maaden at hilse paa, noget af det mest omskiftelige. Hver
Tidsalder fastslaar ubevidst noget nyt, med Paastand om, at saaledes
har det altid været. Det nye, som Brugen af de høje Hatte medførte,
og det bedste Bevis for, hvilken Opsigt Indførelsen af dem vakte,
var Spørgsmaalet, der nu rejstes om: hvorledes man ved Hjælp af dem
skulde vise Høflighed. Skulde man som Ærbødighedstegn stryge dem helt,
som man strøg Topsejl? Og i saa Fald for hvem? Eller skulde man nøjes
med at tage dem af og straks efter sætte dem paa, altsaa blot kippe
med dem? Eller var det maaske nok kun at hale i Tovene, løfte Haanden
derop og vrikke Skyggen lidt op og ned? Eller kunde det ogsaa være
tilstrækkeligt blot at vise sin gode Vilje ved at løfte Haanden derop,
men ikke gøre noget ved Hatten? Som bekendt er Drøftelsen af disse
Spørgsmaal i vor Tid endnu ikke afsluttet, men har medført forskellig
civil og militær Fremgangsmaade.
For det 16de Aarhundrede kom hertil endnu den Vanskelighed, at man
desforuden havde gamle, anerkendte Høflighedsudtryk, ofte særlige
for hvert Land, hvilke paa Grund af den livligere Samfærdsel
allerede var begyndt at krydses og blandes.
I Norden var den ældgamle Form for Hilsen at række hinanden højre Haand
og gøre en bekræftende Bevægelse med Hovedet enten til Haandslaget
eller til de samtidigt udtalte Ønsker om en god Dag. Fra Gudstjenesten
havde man lært det sydlige Ærbødigheds Udtryk: at knæle. Dette
anvendtes ogsaa overfor Kongen, dog vistnok især kun ved halvt
kirkelige Handlinger som ved Ridderslagning og lignende, ellers næppe synderligt. Ærbødighed overfor Overordnede var maaske tidligere
bleven udtrykt ved at holde Huen i Haanden. Brug af Jærnhue, Hætte,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
