Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 5. Drikkevarer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
betænkt med haard Straf, at nogen Brygger skulde melde sig ud af
Lavet, just som Brygningen til Flaaden blev paabudt. Undertiden
synes de ikke at have kunnet overkomme den hele Brygning,
og Regeringen maatte da paalægge de nærmeste Byer at komme
dem til Hjælp. Aar 1591 og 1595 befaledes det saaledes Malmø
at brygge 1200 Tønder og Landskrona, Helsingborg og Køge
tilsvarende store Partier[1].
Det Øl, der bryggedes til Flaaden, var
af allertarveligste Art, og den Skynding, hvori det massevis
maatte laves, forbedrede ikke dets Godhed. Men hvad værre
var, det trykkede let hele Gennemsnits-Godheden af de øvrige
Brygninger ned, idet man var udsat for, at Regeringen, naar det
kneb, beslaglagde hvad Øl der fandtes og betalte det med
Skibs-Øl Priser.
En lignende Vilkaarlighed, om end maaske i mindre
Maalestok, var Bryggerne let udsatte for fra Borgmestres og Raads
Side. Ifølge Tidens Skik fastsatte nemlig disse aarligt Priserne
paa Øl i Forhold til Kornpriserne. Her, hvor Øvrigheden paa
en billig Maade kunde varetage Byens Tarv, var den uden Tvivl
nidkær i at værne om Købernes Ret. Øllet blev derfor ogsaa,
ganske naturligt, derefter.
Regeringens Foranstaltninger for at fremme den indenlandske
Ølbrygning — selv dens ivrige Opfordringer til forøget
Humledyrkning ikke undtagne — bevægede sig saaledes saa temmeligt
i en Ring. Den tog med den ene Haand, hvad den gav med den
anden. Naar Bryggerne ikke desto mindre vistnok i Reglen, i
det mindste i København, var velstaaende og ansete Mænd, saa
kom dette af, at de for en stor Del drev andet Erhverv ved Siden
af, især Hørkramhandel. Dette var dem udtrykkeligt tilladt ved
en Forordning af 1549[2]. Deres Virksomhed som Bryggere var
da ofte kun en blot Biting, et Udtryk for, at der hørte et større
Bryggers til deres Ejendom og fandtes Mandskab, der til visse
Aarets Tider trængte til Sysselsættelse. Da disse Forhold under
Christian den Fjerde blev Genstand for fornyet Ordning, regnede
man heller ikke efter Bryggere, men fastsatte, at der skulde være
saa og saa mange Bryggergaarde.
Som ovenfor omtalt bestemte Øvrigheden Priserne paa Øllet,
og det baade det danske og tyske. Medens de Bryggere, der
skulde "smage og vrage" det hjemmebrygte Øl, næppe har været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
