Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belysning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begynder derfor paa Datidens Sprog saaledes: "Anno 1589
Søndagen den 6te April om Natten Kl. 9, da Hans Mule, Borger i
Odense, laa og sov i sin Seng" o. s. v. [1]. I Følge Københavns
Stadsret skulde Vægterne følge hjem eller anholde enhver, som
de traf paa Gaden "ved Nattetid, efter at Ni er slagen". Døgnets
øvrige Tider betegnedes i Forhold hertil. "Send mig din
Skrivelse, at jeg kan have den i Aften til 4 Slet", hedder det f. Eks.
i et Brev fra Christian den Fjerde som Barn [2].
Denne Dagens Inddeling stod, som ovenfor bemærket, i nær
Forbindelse med de tarvelige Belysningsmidler. Hos
Landalmuen og den fattigere Bybefolkning synes man, naar Mørket
faldt paa, at have nøjedes alene med det Lys, som kastedes fra
Ildstedet. Havde man Raad til lidt mere Overdaad, tændte man
alt efter de forskellige Egne, enten "Tyristik" eller Lampe. Ved
Tyristikker forstodes tyndt skaarne Fyrrepinde, der, som
Navnet selv antyder – Tyristik: Tjærestik – var særlig
harpiksholdige. I Norge og Sverige benyttedes hertil friskt Ved; i
Danmark, hvor Fyrren var uddød, tyede man til dens sidste
Rester, Rødder og Bulle opgravne i Tørvemoser; tørrede og
udpindede gjorde de samme Nytte. Tyristikker – eller som de i
Danmark hyppigt kaldtes "Stikved" – havde den Fordel at
brænde i klar Flamme og ikke som Lampen at vifte ud i
Trækvind. Hertil kom, at en brændende Tyristik lod sig bære i
Munden, naar det gjaldt om at have begge Hænder frie. Iblandt
Billederne til Olaus Magnus’ Beskrivelse af Forholdene i
Skandinavien forestiller et en huslig Scene: Manden kommer slæbende
med en Brødkurv i den ene Haand og en vældig Ølkande i den
anden; Konen staar og spinder paa Haandtén; hver især har de
en brændende Tyristik i Munden. Konen holder sin lidt paa skraa
i den ene Mundvig af Frygt for at antænde Uldtotten, som hun
har bundet ved sit Hoved (Fig. 1).
I Danmark synes "Stikved" at have været almindeligt
benyttet, i det mindste naar det gjaldt om hurtigt at faa Lys, omtrent
som Tændstikker nu til Dags. Men Manglen ved dem var jo
rigtignok, at de ikke kunde tændes ved Strygning, men kun ved
anden Glød eller Flamme. Til Gengæld varede de længere end
en Tændstik, idet de i Reglen vistnok var fra en halv til en hel
Alen lange. De solgtes ved det 16de Aarhundredes Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
