Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Belysning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
paa – ligeledes for en "Lysestage". I Sverige derimod udtrykte
man sig tydeligere. Lysbæreren med Krans og Fod vedblev man
at kalde: "Ljusstake"; men Stangen til ved Fest at bære den til
Vejrs paa kaldte man: "Ljusstaf" (Fig. 5).
Iøvrigt bidrog selve Udviklingen til, at man i det 16de
Aarhundrede blandt vel stillede maatte begynde at glemme, hvorfor man
oprindeligt havde kaldt det hele en Lysestage. Den spidse
Opstander, "Stagen", svandt nemlig i Datidens nyeste Former for
Bordlysestager mere og mere ind. Tilsidst var der ikke mere end
en lille uselig Torn tilbage. Lyset bares i Virkeligheden af den lange Hals
paa Lysestagen, hvori man satte det ind (Fig. 7). Ulempen herved – at
Lyset ikke kunde brænde helt ned – naaede man i det mindste i Frankrig
endnu i det 16de Aarhundrede at overvinde. Man fandt paa at lade
Lysestagens Hals være et Spiralbaand, inden i hvilket en bærende Bund kunde
skrues opad, efterhaanden som Lyset brændte ned (Fig. 8).
Saa vidt fremskreden var man nu ikke i Norden. Selv om Enkeltmand
fulgte nogenlunde med og besad en ret nymodens Lysestage, saa glippede alt
dette Enkelt-Tilbehør ved Fest, hvor det gjaldt om Belysning for
mange. Som vi ovenfor saa, befandt endnu ved Aarhundredets
Midte endog Kongerne sig paa det gammeldags Standpunkt: ved
Fest at maatte oplyse ved Hjælp af levende Lysholdere.
Dette vidtløftige Tilbehør af Fakkelbærere kunde dog spares,
hvis man vilde anbringe Lysene under Loftet i Lysekroner
(Fig. 9). Vel lod disse sig ikke hisse ned til Pudsning af Lysene
saa ofte, ønskeligt var. Den nødvendige Følge maatte blive, at
Tanden osede og Vokset dryppede ned paa Gulvet. Men Tiden
var jo ikke forvænt i saa Henseende. Talglysene til daglig osede
jo ogsaa, og Røgen og Lugten fra viftende Fakler var sikkert værre
end den fra Vokslys. Lysekroner var altsaa alligevel at foretrække,
i hvert Fald af alle, der ikke havde Masser af Folk i sin Tjeneste,
Fig. 9. En Lysekrone i en Festsal
hos Kong René i det 15de Aarhundrede.
(Efter Haandskrift i Nationalbiblioteket i Paris.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
