Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Julens anden Halvdel var viet til selskabelige Sammenkomster.
Det gav disse et eget Præg, at de gik regelmæssigt paa Tur eller
var Sammenskuds-Gilder. Allerede i de ældste norske Love,
Gulathings-Loven f. Eks., træffer vi denne Ordning omtalt, som
Kristendommen tog i Arv efter Hedenskabet. Befolkningen var
delt i "Lag", hvis Medlemmer skød det fornødne sammen og
derpaa i Forening holdt Fest, hvor enhver, der havde Part, "tog Del
i Laget[1]". Næsten uforandret har disse Forhold i enkelte af
Nordens Egne holdt sig indtil vore Dage, mest udpræget hos norske
Bønder, men endnu dog ogsaa tydeligt baade i Jylland og i
Sverige. Aar ud og Aar ind holdes her Julegilderne i den bestemte
Rækkefølge, Beværtningen er omtrent ens ved dem alle, og
Gæsterne medbringer ofte selv deres Øl[2].
Den til Grund liggende Tanke er ikke vanskelig at blive vaer.
Idet saaledes alle, rige som fattige, skiftevis var hverandres
Gæster og blev ens beværtede allevegne, laa heri et ejendommeligt
og kraftigt Udtryk for, at alle paa denne Tid var at anse for
hverandres Lige og Brødre. Dette maatte blive end mere iøjnefaldende
overalt, hvor den gamle Skik overholdtes, som endnu flere Steder
i Norge, at alle, ikke blot Hustruer og Børn, men hele Tyendet
tillige fulgte med. I Oldtiden har uden Tvivl i det mindste den
første Sammenkomst været viet til Gudernes Ære. Det er maaske
et dunkelt Minde herom, naar en gammel norsk Bonde sagde til
Eilert Sundt om den første Ølskaal, der gik rundt ved et saadant
Julelag: "Den skal nok være ligesom til Minde om Jomfru Marias
Barsel[3]".
Om den Stemning, der naturligt fremgik af disse
Forhold, selv hos en ellers ubændig Befolkning, udtrykker en
Beretning fra Norge sig saaledes: "Sjældent høres ved Julelagene
om Uenighed og Kiv, end sjældnere om Slagsmaal[4]".
I det 16de Aarhundrede holdt den gamle Skik sig, saa vidt vi
kan skønne, endnu temmelig uforandret paa Land som i By.
By-forholdene havde vel afstrøget enkelte Ejendommeligheder, saa
at det kunde tage sig ud blot som skiftevis Sammenkomster
mellem Slægt og Venner; men dette udlignedes atter ved, at indenfor
samme By var alle beslægtede eller dog bekendte, og ved
Julegilderne havde Tyendet usædvanlig Frispas.
Ingen Dagligstue kunde rumme et sligt Antal Gæster. I den
stod jo tilmed det stadige Julebord dækket, og i gammeldags Huse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
