Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Midsommerfest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bækkeskov i Skaane siges endog at være bleven opdaget ved, at
en blind kom til at gnide sine Øjne med dens Vand og blev
seende[1]. Erindrer vi nu, at man i det 16de Aarhundrede mest
benyttede varme Bade, og at mange kun yderst sjældent vadskede
Ansigtet i koldt Vand; tænker vi os fremdeles en lidende, der
maaske langvejs fra, i Solhede og Støv har arbejdet sig frem til
Kilden, saa vil det kunne forstaas, at den uvante Badning med
koldt Vand Natten igennem maa kunne have haft en forbavsende,
lægende Virkning paa de angrebne Øjne. Ganske det samme
gælder om Underlivstilfælde. For en Tid, der ikke brugte at drikke
Vand, maa den usædvanlige Nydelse af dette kunne have udøvet
en stærk Indflydelse. At endelig københavnske Borgere, der led
af Gigt, og derfor søgte helt op til Helene Kilde, ved denne
Bevægelse samt Nydelsen af Vandet "ere blevne hjulpne til Sæde
og Sved, saa at de befandt sig vel derefter", behøver ikke nogen
Forklaring for at forstaas[2].
Selv berømte Læger i det 17de Aarhundrede anbefalede da
ogsaa Brugen af Kilderne, saaledes f. Eks. Thomas Bartholin, der i
visse Tilfælde tilraadte Brugen af de danske Kilder: Skt. Helene,
Ondløse, Skt. Katharina og Hellig-Korskilde. Andre stillede sig
dog mere tvivlsomme overfor Sagen, saaledes Ole Worm, der
erklærede, at han ikke kendte nogen, som virkelig var bleven
helbredet ved Vandet af Helenes Kilde[3].
Om det talrige Besøg ved Kilderne vidnede ikke blot de rige
Gaver, der indkom til de fattige, men først og fremmest de mange
Skaale og Bægere, der flød i Vandet[4], de mange nedkastede
Mønter, som ingen turde optage, og endelig den Vrimmel af
oprejste Kors, bortkastede Krykker, ophængte Klude o. s. v., der
omgav enhver Kilde. Disse Sager var ikke blot efterladte som
Udtryk for, at den syge var bleven helbredet, men man frygtede
tillige for at forlade Stedet uden at lade et Minde tilbage om sig;
i modsat Fald vilde nemlig hele Rejsen have været forgæves[5].
Om den Iver, hvormed de besøgende ikke blot drak af Vandet,
men toede sig dermed, giver en Dagbogsoptegnelse af Jens
Bircherod fra en senere Tid god Oplysning: "Den 23de Juni 1675
lod jeg mig om Eftermiddagen forlyste ved at spadsere udenfor
København hen til den Kilde, som er ved Gammel Vartov,
hvilken mange Folk denne Skt. Hansaften efter aarlig Sædvane søgte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
