Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Indbydelse til Daab. Kristentøj - 3. Daab og Barselgilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hermed var dog langt fra givet Tallet paa dem, der paa
Daabsdagen mødte i Hjemmet for at følge den lille til Kirke.
Dette var ofte en talrig Skare og kunde hos ansete Folk paa
Landet vistnok stundom omfatte det meste af Omegnens
Befolkning. I enkelte Egne kom disse Ledsagere uindbudne, i andre var
det Skik at indbyde dertil. For Flensborg bestemte saaledes
Christian den Fjerde Aar 1600, at ingen Moder maatte indbyde
mere end 16 Kvinder til at følge med. Derimod overlodes det til
Faderens Forgodtbefindende,"hvor mange Naboer og Bekendte
han vilde opfordre til at komme[1].
Skikken var uden Tvivl meget gammel og skrev sig vel fra
Tider, da man nok kunde trænge til Bistand og væbnet
Ledsagelse, saa saare man begav sig bort fra Hjemmet. Den var
dobbelt naturlig, naar det erindres, at ifølge gammel Brug maatte
Faderen ikke selv følge med til Kirke, Moderen kunde jo ikke
være med, men begge maatte de ønske at vide den Skat, som de
betroede til fremmede, vel betjent og sikkert forsvaret under
Vejs. Under Byforhold i det 16de Aarhundrede var det hele
naturligvis sunket ned til en blot tom Festskik; men paa Landet
især i Sverige og Norge, hvor man ofte havde lang og besværlig
Vej til Kirke over Elv og Fjeldsti, i alskens Vejrlig og til enhver
Aarstid, kunde det være ligefrem nødvendigt at have talrigt og
paalideligt Følge med. Hertil kom endnu religiøse Grunde. Det
vilde jo være Vanvid, naar man vidste, hvor efterstræbt sligt et
lille Væsen var af Underjordiske og Tusser, Nøkker og Troldtøj,
saa paa denne Dag, hvor Satan anspændte sin sidste Kraft for at
faa det i sin Magt, inden det berøvedes ham ved Daaben, ikke at
skærme det med saa talrig en Livvagt som mulig. Ret betegnende
brugte man endnu i det 19de Aarhundrede i Blekinge det Udtryk
om alle disse Ledsagere, der ikke var egentlig Faddere, at de var
med "for at holde paa Barnet"[2].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
