- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VIII Bog. Fødsel og Daab /
87

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Daab og Barselgilde

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Tilsanding. Aar 1754 udstedtes dette Forbud, der efter en gammel
Beretning "var lige saa fornødent som det tillige var fornuftigt,
thi det gik med denne Gadernes Bestrøelse indtil Yderligheder.
En uhørlig Mængde af det dertil brugelige hvide Sand blev indført,
hvilket hentedes tolv til fjorten Mil fra Staden og det med
stor Besværlighed". Alligevel var denne Forretning saa indbringende,
at nogle Borgere søgte og erholdt kongelig Bevilling paa
Eneret hertil mod en ikke ubetydelig, aarlig Afgift. "Følgerne
blev tildels Vaagens eller Havnens Opfyldelse, thi det meste Sand,
der blev udstrøet paa Gaderne, blev dog ved Regn nedskyllet i
Vaagen"[1].

I Byerne var Turen til Kirke et blot Festtog. Forrest gik
Gudmoderen med Barnet paa Armen; ifølge gammel Overtro maatte
enhver i Følget vel vogte sig for at komme foran hende. Lige
efter fulgte Musiken, Piber, Trommer og Skalmejer. Disse virkede
ligesom Glædesskuddene, som Følget listede sig til at affyre, paa
dobbelt Maade til Gavn. Dels holdt de Fanden og hans Aander,
der ikke led Musik, i behørig Afstand, dels kaldte de alle
skuelystne til Vinduerne, saa at den lille båres frem midt imellem og
dækket af den samlede Menighed.

Anderledes kunde det hele tage sig ud paa Landet, især ved
Vintertid og i afsides Egne. Naar man her i Snefog og Slud havde
langt til Kirke, kunde der vel være Brug for flinke og vejkendte
Mænd i Følget. Værst faren var Gudmoderen, naar hun til Hest
i Spidsen for dem alle skulde paa een Gang passe den spæde og
skønne om Vej mellem fygende Snedriver. Men heller ikke
Resten af Følget var til at misunde. Ofte kunde det da vel hænde,
at selv Spillemændene nødtes til at stikke Piben ind og overlade
til højere Magter at holde de onde Aander borte.

Vor Tid, der er vant til Hjemmedaab, naar Vejret er for barskt,
og kun kender Kørsel paa magelige Veje, har ondt ved at fatte
Ture som hine. Endnu i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede
fandt de dog Sted i mangen afsides Egn i Norden. En Præst i
Jemshøg Sogn i Blekinge fortæller saaledes Aar 1800, hvorledes
det er Skik dèr, snart efter Fødselen at døbe de spæde i Kirke,
saa at de ofte i den strengeste Vinter maa føres til Hest to à tre
Mil til Kirken. Gudmoderen rider med Barnet indsvøbt i hendes
Overkjole, som opskørtet er bundet hende om Livet. Det hændte


[1] Norske Magasin III 485-86.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 11:50:11 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/8/0087.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free