Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Daab og Barselgilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Gang, at en Gudmoder tabte Barnet paa Vejen fra Kirke og
savnede det ikke, førend nogen af Følget spurgte om det. Man
red naturligvis alle tilbage og fandt Barnet liggende uskadt og
vel fornøjet paa Vejen. "Der behøver ikke at have ligget saa
stor Skødesløshed til Grund", tilføjer Beretteren, "thi det er ikke
let for en Kvinde i Mørke eller med Regn og Sne piskende
i Ansigtet, paa een Gang at styre sin Hest og skøtte paa
Barnet"[1].
Fælles for Optoget i det 16de Aarhundrede baade i By og paa
Land var da altsaa Følgets Talrighed, den ledsagende Musik og
det hele festlige Anstrøg. De ydre Forhold, der i sin Tid havde
fremkaldt sligt, var endnu ikke forsvundne, ligesom Overtroen
var lyslevende. Man tænkte derfor endnu ikke for Alvor paa at
afskaffe disse Festskikke. Almindelig Sømmelighedsfølelse drog
dog visse Grænser, som det særlig for gejstlige var upassende
at overskride. Sjællands Bisp dadlede saaledes paa Landemodet
Aar 1592 en Præst, der havde ladet sit Barn følge til Kirke af 24
ligefrem Indbudne Faddere og yderligere forøget Musiken med
Strengeleg[2].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
