Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 7. Striden om Djævlebesværgelsen ved Daaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om de katolske Tider. Klostret med alt dets Jordegods var vel
inddraget under Kronen, men det styredes ikke som de andre
inddragne Klostre af en adelig Lensmand, men af en lærd Mand,
der under den gamle Titel "Abbed" havde Tilsynet med
Jordegodset saavel som med Fangerne. Naar hertil kom, at Præsterne
i de til Klostret hørende Sogne ikke havde Bolig hver i sin
Præstegaard, men allesammen boede i Klostret, "hvor de havde
deres Værelse og Underholdning"[1], saa vil det forstaas, at dette
endnu var en tiloversbleven Rest fra gamle Dage. Nu som
fordum maatte Abbeden være en alsidig dannet Mand, der kunde
bestyre Godset, holde sine Præster, de løse som de fangne, i
Ave, og optræde som beleven Vært, naar Kongen eller
Rigsraader paa Rejser overnattede hos ham.
Den Mand, der i Aaret 1567 var Abbed i Sorø, var Magister
Morten Pedersen. Han synes at have behandlet sin nye Fange
ret hensynsfuldt. Lade ham gaa frit omkring og maaske smitte
alle Klostrets Sognepræster med sit Kætteri kunde han
naturligvis ikke. Men een Ting kunde uden Fare tilstedes ham, at
benytte Klostrets Bogsamling. Pen, Blæk og lidt Papir kunde man
ogsaa gerne overlade ham uden at se saa nøje paa, at han ikke
havde en Skilling at betale det med. Studier blev da den
fangnes Trøst. Livet i den lille Celle gik hen med videnskabelige
Sysler og fortsat Bødning paa den ene og samme Klædedragt.
Thi, hvormeget han end sparede paa dette sit sidste Eje, saa
krævedes der dog bestandig ny og større Opfindsomhed for
at give de luvslidte Rester et fortsat Udseende af menneskeligt
Klædebon[2].
Hvad var Genstanden for hans Studier? Selvfølgelig det, der
havde ført ham hid, og hvorom hans Tanker endnu stadig
kresede: Djævlebesværgelsen ved Daaben. Han granskede
Kirkefædrenes Meninger, han efterlæste nyere Teologers
Udtalelser herom, og mere og mere modnedes hans egen Opfattelse
til en alsidig grundfæstet Overbevisning.
Over eet Aar var gledet hen paa denne stille Vis –
Omverdenen lod ham god Ro ved hans Studier – da overraskedes
den fangne en skønne Dag ved et Brev[3] fra en af sine tidligere
Dommere, Hovedpersonen blandt disse, Professor Niels
Hemmingsen. Allerede Udskriften lød besynderlig: "Til Magister Ivar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
