- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VIII Bog. Fødsel og Daab /
199

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Navne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

8



Hos alle Folkeslag har den til Daaben svarende Indvielse været
ledsaget af Navngivning. Først ved denne hærdes den spæde
til et bestemt Enkeltvæsen, bliver til en Person.

En nærmere Betragtning af de Former for Tro og Overtro, der
knytter sig til al menneskelig Navngivning, viser os, at disse deler
sig i to Tankeretninger: Et Navn er nødvendigt for ethvert
Menneske, for at dette overhovedet kan blive til et selvstændigt
Enkeltvæsen
. Men just paa Grund af denne Navnets ligesom
hellige Kraft, bør dette ikke misbruges, men bør i daglig
Tale
helst afløses af en anden Betegnelse,
et Tilnavn, der som en Sliddragt kan værne om det egentlige
[1].

Denne dobbelte Tankegang var fuldt ud tilstede i Norden i det
16de Aarhundrede. Og det har sin særlige Interesse at iagttage
den, fordi dens Udslag viser os den Bevægelse, der har fundet
Sted hos alle de nyere evropæiske Folk, men senest og derfor
tydeligst i Norden: Overgangen fra Enkeltnavn til Tilnavn
og derfra til Familjenavn
.

Det Navn, som Faderen sagte hviskede til Gudmoderen, naar
han i Hjemmet overrakte hende Barnet, og som hun atter lydelig
udtalte i Kirken ved dets Daab, var paa engang nyt og dog en
gammel bekendt. Valget deraf havde været Genstand for Ægteparrets
grundige Overvejelse forinden, og med Rette, thi meget
afhang heraf. Som Hovedregel gjaldt, at Barnet burde opkaldes
efter en afdød Slægtning, hvem man ønskede, at det skulde ligne.
Det var nemlig en gammel Erfaring, at Barnet arvede sin Navnes
Væsen og Egenskaber. Som en Følge heraf gik det ikke an at op-
kalde en endnu levende, da en saadan Opkaldelse vilde medføre,
at han svandt hen og tabte Kraften i samme Grad, som den lille
trivedes[2]. Denne Regel var saa almindelig fulgt af den danske
Adel i det 16de Aarhundrede, at man den Dag i Dag med den
som Ledestjerne søger Rede i Datidens Personalhistorie: en Mand
maa antages for død fra det Øjeblik, hans Navn kan paavises hos
en yngre af Slægten[3].

Den samme Opfattelse laa til Grund for det 16de Aarhundredes
Overtro, at man ved at døbe et Voksbarn med en endnu levendes
Navn kunde berøve denne sin Lykke. Endnu i det 19de Aarhundrede
hedder det om Landbefolkningen i Nordsjælland: "Den


[1] Kristoffer Nyrop: Navnets Magt.
[2] Lignende Overtro endnu: Jens Kamp: Danske
Folkeminder (Odense 1877) S. 362. -- Hyltén-Cavallius: Wärend och
Wirdarne I (Sthlm. 1864) S. 375 og 381. -- A. Wuttke: Der deutsche
Volksaberglaube der Gegenwvart. (Berlin 1869,,) 2te Bearbeitung.
§ 590.
[3] Udtalelse af Kall. Rasmussen, citeret
af Vedel Simonsen: Bidrag til Rugaards Historie II 74.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 11:50:11 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/8/0199.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free