- Project Runeberg -  Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / VIII Bog. Fødsel og Daab /
200

(1914-1915) [MARC] Author: Tr. Fr. Troels-Lund
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 8. Navne

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

gamle Bedstefader vilde anse det som et Tegn paa, at Sønnen vil
slaa ham ihjel eller i det ringeste ønsker hans Død, i Fald han
opkaldte ham i hans Børn, saa længe han endnu var i Live"
[1].

Blandt de Egenskaber, der kunde arves, var naturligvis ogsaa
den, kun at leve kort. Derfor skyede man at opkalde Personer,
med hvem sligt havde været Tilfældet, f. Eks. forudgangne
Søskende, der var døde som smaa, eller lignende. Ganske naturlig
ledtes man til at opkalde Slægtens ældste og ypperste
Mænd
.

Men naar saaledes det at opkaldes var en Hædersbevisning,
kunde man let tænke sig, at de afdøde vrededes, naar de
mente sig forbigaaede. Denne Tro er endnu almindelig i Wärend
i Småland. Man antager her, at de afdødes Vrede vender sig mod
Barnet, som de uafbrudt plager ved at forstyrre dets Søvn. Hvor
sligt er Tilfældet, er der ikke andet for end at lade en klog Mand
udfinde, hvilken afdød Slægtning det er, der mener sig forbigaaet.
Dette udfindes bedst ved "at støbe over Barnet". Det smeltede
Bly, som man over Barnets Bryst lader falde i en Skaal med
Vand, vil gengive vedkommendes Forbogstav eller Ansigtstræk.
Naar man saaledes har faaet Rede paa, hvilken afdød det er, gaar
Forældrene enten til dennes Grav og beder om Tilgivelse, eller
tiltaler ham, naar han igen plager Barnet, og lover ham, at hvis
han vil vente, til der næste Gang indtræffer en Fødsel i Familjen,
skal han sikkerlig vorde ihukommet og opkaldt[2].

Et eget, farligt Forsøg var at opkalde Faderen og Moderen,
medens de endnu var i Live. Skøndt man maatte nære Frygt for
Følgerne, gjorde man det dog ikke sjældent, aldrig dog vistnok
med det første Barn. I en senere Tid antog man, at Følgen af
saadan Opkaldelse ikke vilde blive den ene af de to Navnefællers
Død, men blot at der herved sloges Knude paa Slægten, saa at
Fortsættelsen udeblev. Forældre, der ikke ønskede flere Børn,
anvendte derfor dette Middel. Et lignende Bindemiddel søgte en
Degn i det 18de Aarhundrede at bringe i Anvendelse, idet han
gav sit fjortende Barn Navnet: "Punktum"[3].

Disse forskellige Hensyn maatte i Reglen føre til, at det var
Barnets Bedsteforældre, der opkaldtes
, Farfaderen
først, hvis han var død, ellers Morfaderen[4]. Dette fandt ogsaa
almindeligst Sted i det 16de Aarhundrede. Sporene af denne Skik


[1] J. Junge: Den nordsjællandske Landalmue. (2den Udg.
Kbhvn. 1844.) S. 301. -- Sjøborg: Blekings Historie I (Lund 1792)
144.
[2] Hyltén-Cavallius:
Wärend och Wirdarne I 381, II 278-79 og Tilläg S. LIV.
[3] J. M. Thiele:
Danmarks Folkesagn III 90. -- Jens Kamp: Danske Folkeminder.
(Odense 1877.) S. 367.
[4] C. F. Wegener:
Historiske Efterretninger om Anders Sørensen Vedel, (fol.) S. 12, 162
og 213. -- H. Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie II 628.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Feb 4 11:50:11 2022 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/dagligt/8/0200.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free